Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
874
NOIIDLANDS AMT.
»Saaledes fik vi blive liggende en tid, om det end tilslut skulde
vise sig at være til ingen nytte.
Da skibet, som alt var svagt, i 40 timer havde arbeidet
voldsomt i denne fortørning, huggede en af vore ulykkelige
fæller, af rædsel for at noget værre kunde hænde, den sidste trosse
over. Da vi havde mistet dette holdepunkt, drev vi afsted paa
den gamle maade. Vi ventede med kristeligt sind stadig paa
døden, som de fleste af os var forberedte paa; vi satte alt vort
haab til det kommende liv. Nogle handlede og talte i fuld
fortvivlelse, da de saa, at havets og vindenes raseri ikke lagde sig.
Den 4de december, paa den hellige Barbaras festdag, blev
vi haardt medtagne af fire bølger efter hverandre, Scict ^t det
ulykkelige skib dukkede mere under, end det gjorde før. Skjønt
vi var halvdøde, tog vi os dog sammen og stod i vand til midt
paa livet og pumpede, og vi fik bugt med vandet; i de tre
følgende dage gik det os noget bedre paa reisen. Men den 7de
december tog vindens raseri paany til; vi fik igjen saa meget
vand over, at skibet fyldtes, og paa læsiden strømmede vandet
ind uden modstand. Da troede vi for vist, at vi skulde gaa
under, og vi vidste ikke, hvad vi skulde gjøre. Vi stod stadig
der, ventende døden og saa resigneret og medlidende paa
hverandre. Tilsidst tog vi os til som det sidste middel at kappe
masten, idet vi tænkte, at skibet, naar det blev kvit denne
byrde, vilde reise sig friere. Saa blev det gjort. Da masten
var kappet, kom en styrtsjø, som tog den udenbords sammen
med raaen, uden at røre siden paa skibet, som om det var
slynget ud af en haand. Dette lettede skibet i høi grad, og
det gav os haab om at kunne pumpe det helt lens for den
masse vand, som var kommet ind. Efter Guds vilje begyndte
nu havets og vindens raseri at aftage.
Skibet var nu berøvet alle sine master, hvad der, som alle
sjøfolk ved, holder et skib ret. Vi ventede, at det skulde lette
sig en smule, men det begyndte at rulle mere og mere, saa at
bølgerne let strømmede ind fra begge sider. Medtagne som vi var
af det stadige stræv i lang tid, kunde vi hverken holde os paa
benene, heller ikke sætte os ned, saa svage var vi blevne. Dog
var vi enige om stadig at bruge pumperne for at lense skibet.
Da vi i denne tilstand var uden haab om at faa se land igjen,
besluttede vi i vor elendighed, hvis Gud i sin naade vilde lade
havet og vinden lægge sig noget, at sætte vor storbaad og den
lille baad ud i sjøen og at gaa i dem for at søge at komme til
land; vi saa, at vi uvilkaarlig vilde dø af hunger, hvis vi blev
paa skibet; det var umulig at naa land med dette, da vi ikke
havde ror, ikke mast og ikke seil, og da vi efter vor formening
var 700 mil borte fra det nærmeste land mod øst, som var øen Irland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
