Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HATFJELDDALEN HERHED. 5
ved Røssvatn i clen yngre jernalder, og et fund af en stenkniv
tyder paa, at her har streifet om folk allerede i stenalderen.
I denne forbindelse tor anføres et sagn om gammel
bebyggelse i Susendalen, nedtegnet af Ivar Aasen:
Susendalen var beboet før den sorte død og indbefattede
jordeiendomme af 12 vogs leie. Efter den tid var det i lang
tid øde og tomt baade i Susendalen og i egnen ved Røssvatn,
uden forsaavidt finnerne havde tilhold paa disse steder med sine
rener og sine telte. Det var ogsaa i lang tid skogløst i disse
egne, indtil for omtrent to hundrede aar siden, da der
begyndte at vokse skog, hvorved markerne blev mere skikkede til
bebyggelse. Siden den tid har enkelte folk fra de andre bygder
flyttet did og bosat sig der; imidlertid er fjelddalene endnu
meget tyndt befolkede, og der er paa mange steder ikke mindre
end miles afstand imellem gaardene.
Under omtalen af Vefsen herred fortæller Petter Dass i sin
Nordlands Trompet , at der før den sorte døds tid var en stor,
veldyrket og velbebygget bygd, som hed Storjorden, som den
sorte død lagde øde for mennesker, og der, hvor man
fordum gik med plog og harv, blev en udørken og vild skog, hvor
kun bjørne og ulve holdt til.
I)er lober i Vefsen en gammel Frasavn
Alt om et Landstykke, Storjorden ved Navn,
Som end er udyrket og ode;
Der siges og er udi Sandingen hørt,
Hun staar i ældgamle matrikler indfort
For tolv Spanders Landgild og Skjode;
Man mener, Almuens Mangfoldighed for
Langt hoier har steget, end Tallet nu gjor;
Den sorte Dod var en Aarsage,
Som over al Verden grasserend’ opkom,
Han feiede Landet og gjorde det tom,
Der hlev ikke mange tilbage.
Vel henved tir’ hundred Skorstener paa Kad
Befandtes at ryge, naar Folket tik Mad,
Og ædende Tid var for Handen;
Men da denne Gjest havde vanket der frem,
Blev rygend’ Aar-Steder knap fir’ eller fem.
Her plukkedes en og hveranden.
Da bleve de Pladser, som for var bebod,
Der efter med Graner og Mose begrod,
Udyrket laa I’laner og Volde,
Og, der man gik fordum med Harve og Plog,
Blev siden Ud-Orken og vildene Skog,
Hvor Bjørner og Ulver tilholde.
Dets Sandhed bekræftes med synlige Tegn
Af dennem, der endnu ny Boler og Eng
I disse vor’ Tider opleder:
De funden har tit under Træernes Rod
Kul, Næver og andet, hvoraf de forstod,
Der før har vært vaanede Steder. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
