Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
THOMSO AMT.
.Mun tinder der sjelden en voxen og stor,
Medmindre hans Moder mistænkes for Hor,
Dog vil jeg derfor ikke sværge;
Skarpoiet i Sigt og forbistret i Sjun
tig hel under Ansigtet gusten og brun,
Spidshaget og Kjægerne lange.
De plages ei heller med Kigdom af Skjeg,
Men Hagen er nogen og bar som en Væg,
•leg har det befunden hos mange.
(•g lindes der nogle, som Skjegge Haar har.
Kr Haarene moxen saa tynde og rar’,
At man dennem tælle vel kunde.
Oiu Mangel paa Varmen hos dennem det gjør,
Hvad heller det, for de er maver og tør,
Skuld’ komme, jeg kan ei begrunde.
Den mest fremtrædende egenskab ved finnefysiognomiet
eiden overordentlige bredde af ansigtet fra kindbenene, som
hurtig aftager i bredde ned mod hagen, som er temmelig liden.
Panden er bred, tænderne er næsten altid regelmæssige og
gode. Men de vakre tænder og panden staar i daarlig harmoni
med et bredt ansigt, en liden, flad næse, som ofte er vendt
opad, medens dens basis er meget bred. Ogsaa munden er næsten
altid meget stor og lidet vakker med tynde læber. Aabningen
i oret er sædvanlig overmaade stor.
Øinenes farve er hos finnerne den, som er egen for de blonde
racer, blaa og graa. De er i det hele mere blonde end man ved
en overfladisk betragtning faar indtryk af, og helt blonde folk
findes blandt dem, uden at de kan give oplysning om, at der er
blandet blod i deres aarer.
Deres øine kan sjelden siges at være vakre; de er smaa,
temmelig bedækket af øjenbrynene, med lidet livligt udtryk og
med sparsomme oienhaar; de er surøiet, i taarer og røde, vel
som folge af røg i teltet, den hvide sne og den skarpe vind.
Undertiden ligger øinene skjævt, men oftest ret i hovedet.
Øjenhulerne er i og for sig temmelig rummelige, men
aabningen til øienhiilheden, som ellers pleier at være videst, er ulige
smalere. Medens der hos sædvanlige mennesker er en vel
udviklet fedtpose bag oiet, paa hvilken oiet skyder sig stærkt frem,
saa træder hos finnerne øiet mærkværdig dybt tilbage soin
i en grube. Øiet er ligesom skjult og kommer kun frem i en
liden spalte og synes derfor meget lidet, om det i og for sig
absolut taget ikke er mindre end hos andre racer.
Finnefysiognomiets udtryk er frygtsomt og godmodigt,
nærmere dumt end klogt. Ansigtsmusklerne er lidet bevægelige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
