Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
AKERSHUS AMT.
i Aker og paa øerne udenfor Kristiana. En stor rombeporfyrgang
er saaledes fulgt sammenhængende helt fra Ekebergranden ved
Oslo til Oppegaard.
De smeltemasser, som saaledes pressedes op fra dybet gjennem
spalter, naaede kun for en del helt frem til dagoverfladen; resten
størknede i dybere dele af jordskorpen til bergarter med samme
kemiske sammensætning, men — paa grund af den langsomme
afkjøling, o. s. v. — med anden beskaffenhed, som saakaldte
„dyberuptiver".
Saadanne dybbergarter svarende til rombeporfyren er de
saakaldte angitsyeniter, som udenfor vort amt findes i meget store
felter mellem Tønsberg og Langesundsfjorden, men som indenfor
Akershus amt kun optræder paa et par punkter i Nordmarken.
Dybbergarter, men af noget anden sammensætning, er ogsaa
de lyserøde kvartssyeniter (nordmarkiter, efter Nordmarken) i
daglig tale kaldt graniter, der indtager Nordmarkens skogbevoksede
fjeldstrækning helt frem til Skreia, med sydgrænse i Grefsenaasen
og omgivelserne af Maridals- og Sognsvandene. Denne af
kvarts-syenit byggede fjeldstrækning, hvis høieste toppe naar op til lidt
over 700 m., danner det brede skille mellem Mjøsen og Romerike
i øst og Randsfjordens og Tyrifjordens vasdrag i vest.
De smeltemasser, som størknede til kvartssyenit, har frembragt
en gjennemgribende forandring af de tilstødende ældre bergarter,
navnlig de siluriske skifere og kalkstene. Denne omvandling
(„kontaktmetamorfose"), maa henføres til de under sterkt
tryk fra smeltemasserne afgivne vanddampe, der pressedes ind i
sidestenen, hvorved hvert lag blev omvandlet efter bergartens egen
natur; kalkstenen blev omkrystalliseret til marmor; lerskiferen
omvandledes til en haard, klingende bergart („hornfels"). De flekker
af silur, der findes opbevarede langs grænsen af kvartssyeniten og
i smaa flekker midt oppe i samme, er saaledes ikke forholdsvis
løse og smuldrende som ellers udenfor eruptivfelterne, men temmelig
faste og haarde. Denne omvandling kan paa sine steder paavises
indtil en afstand af et par km. fra eruptivgrænsen.
I forbindelse med denne omvandling afsattes ogsaa langs
eruptivgrænserne en række af ertsforekomster, hvorom mere nedenfor.
Midt oppe i dette kvartssyenitfelt findes ogsaa paa flere steder
partier af egte granitbergarter, saaledes f. eks. øst for Hakedalen.
Af endnu yngre eruptivbergarter, som optræder i liden
udstrækning, kan nævnes gange (o: af lava fyldte spalter) af grønsten
(diabas), ofte anvendt til gadesten og puksten. Af disse gange,
der oftest stryger nord—syd. findes et overordentlig stort antal,
navnlig i silurfeltet i Asker, Bærum og Aker.
Med disse sidste grønsten-eruptioner afsluttedes den store og
langvarige række af over- og underjordiske vulkanske udbrud i
Kristianiafeltet.
Landet saa ved denne tid ganske anderledes ud end nu.
Landets overflade maa den gang i stor udstrækning have været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
