Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKRIFTKR OM FINMARKEN Ofi DERES FORFATTERE.
3
op en turistliteratur, fler dog som oftest ikke indeholder noget,
som ikke er bekjendt fra norske skrifter.
Den ældste beretning om Finmarken er den, som findes i
et angelsachsisk skrift, hvor Ottar fortæller kong Alfred (dod 901)
om Finmarken og sin reise did.
Den er gjengivet i afsnittet om historie, ligesom sagaernes
beretninger om Finmarken er omtalt linder afsnittet historie.
De meget gamle beretninger, som findes om finnerne fra
Tacitus og nedover, er omtalt i beskrivelsen af Tromsø amt, bind I,
pag. 195—-200, saaledes den gamle beretning i Historia Norvegiæ
fra ca. 1264.
Fra den senere de) af middelalderen er der faa efterretninger
om Finmarken.
Der er «et brev til pave Nicolaus den ote om Norges
beliggenhed og undre». Det kjendes i oversættelse fra latin paa fransk,
og da Nicolaus den 5te var pave fra 1447 til 1455, saa maa
brevet være fra denne tid. Det er udgivet af professor Gustav
Storm i det norske geografiske selskabs aarbog, X. Brevet er vistnok
ikke meget oplysende, men det er saa godt som den eneste
efterretning om Finmarken fra denne tid. Det, som fortælles, er neppe
rigtigt.
Storm bemærker, at man vistnok vil undres over i Finmarken
at læse om blodigler, som suger blod af mennesker og dyr;
nærmere virkeligheden er beretningen om, at befolkningen ikke kjender
penge og betaler skat med kostbare skind til Norges konge.
Hvad forfatteren skriver om Finmarken hidsættes her:
Derfra kommer man til slettelandene i Finmarken
(Ven-marche ; der kan man ikke komme frem for de forskjellige sjøer
og myrer, som der er fulde af blodigler, saa tykke og lange som
aaler; disse hænger sig fast i mennesker og dyr og suger
saaledes deres blod, at mennesker og dyr bliver ganske svækkede
og tilslut dor. I nærheden af disse slettelande er tre slags
hedninger, som har forskjellige sæder, nemlig Lapprens, Rebiens og
Hergrons. De første ofrer til Proserpina og til Venus og holder
fester den første dag i maaneden til ære for sol og niaane og
iagttager offentlige religionsskikke, saaledes som romerne gjorde
i oldtiden for sine guder. Det andet folk tilbeder én Gud. som
skaber alting, og som af det oprindelige stof, som de tænker sig.
avlede i fortiden to sønner; til den ene gav han himmelens rige
og til den anden det modsatte rige og helvedes afgrund. Det
tredje folk tilbeder ogsaa én gud og tror paa Jesus og Maria og
sværger ved Jesu og Marias navn, men de kjender ikke mere af
vor tros artikler. Mellem de tre slags folk er der skarp og stadig
krig. Fordum herjede de og plagede meget skadelig ved
voldsomme indfald og utaaleligt røveri den del af Norges rige, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
