Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(70
FINMARKENS AMT.
grændser kan ikke til enhver tid angives, da der som nævnt
ingen faste grændser var
I det 15de og 16de aarh. havde den kareliske bebygning
naaet til elven Varzuga, og de norske skattekrævere standsede
ved denne elv.
Den russiske asket Trifon havde ved reformationstiden bygget
<;t kapel og et kloster ikke langt fra Peisenelven eller
Petschenga-elvens udlob. Dette kloster vandt ry for hellighed, og det
begyndte fra 1530 at drive fiskehandel i defr store og ligeledes at
udvide pelshandelen.
Ivan Wasiliewitsch (den grusomme) overlod til klosteret hele
det saakaldte fellesdistrikt: Mutkafjord, Litzafjord, Orafjord,
Pas-vik og Neidenfjord, hvis beboere betalte skat baade til Rusland
og Norge.
I 1582 lod en russisk bojar opføre en palisaderet fæstning
i Kola, men baade bojaren i Kola og munkene i Petsclienga
betalte skat til den norske krone.
Den 18de mai 1595 sluttede Rusland en fred med Sverige
i Teusina.
Russerne afstod ved denne fred egentlig intet til Sverige,
men en grændsetraktat af 1596 betegnede grændsen mellem
Finland og russisk Karelen lige til Nordishavet (Sydvaranger), og
deraf benyttede svenskerne sig til at paastaa, at russerne ogsaa
havde afstaaet sin skatteret over finnerne i norsk Finmarken, og
krævede nu a/3 finneskat mod den norske konges Va. Dette blev
afvist, men førte til krigen 1611—13, som endte med, at den
svenske konge maatte opgive finneskatten paa den norske side, og
videre til strid mellem russer og Norge. Da russiske skattekrævere
kom til Finmarken, blev de afviste af den norske foged. Følgen
var, at russerne nu afviste norske skattekrævere paa Kolahalvøen,
og der dannede sig da det forhold, at den dansk-norske konge
hævdede Finmarken for sig, russerne Kolahalvøen for sig. Kun
det mellemliggende distrikt ved sjøen — Peisen, Pasvik og
Neiden — skatlagde de begge fredelig. Dette blev egentlig
aldrig ordnet, grændsemøderne kom aldrig istand, og saaledes
vedblev det halvt lovløse forhold med protester fra begge sider
indtil traktaten af 1826.
Den svenske konges fordring paa skat af finnerne var som
nævnt en af aarsagerne til Kalmarkrigen. For at faa fred i
urolige tider havde de norske finner, som betalte skat til den
norske krone, ydet svenske og russiske skattekrævere gaver, som
disse senere inddrev som fast skat.
Fra syvaarskrigens tid udvidede svenskerne lidt efter lidt
sine paastande, ikke blot til overhøiheden over samtlige de finner,
som boede paa norsk grund, men ogsaa til selve laudet mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
