Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BELIGGENHED, INDDEI-ING OG GRÆNDSER. 75
bemeldte grændselinje fra norsk side af, paa grund af
haand-hævelsen af hans kongelige majestæts hoihed og sikre traditioner
at have mod havsiden sin standpunkt ved Henøerne eller
Karls-gamsodden.
Paa den lille Henø findes rudera af 3 steenstøtter. Efter
traditionen skal den vestre støtte betyde Norge, den østre
Rusland og den sondre Sverige. Op til lands gjøres fremdeles fra
vor side af prætention paa Nordfjeldene imod den russiske
Lapmark, altsaa langt videre end den paa jutitsraad Carl
Pontoppidans kart afmærkede strækning for fellesdistrikter: Neiden,
Pasvik og Peisen.
Til Nordfjeldene regnes de lappebyer: Søndergield, Notjaur,
Trinins, Gardejok, Manamos og Mahnos.»
Rathke skriver i 1802:
■ Det var upaatvivlelig til megen Fordeel, saavel hvad Skov
og Græsning angaaer, som for mere bestemte Grændsemærker,
om Grændserne kunde blive, som de angives paa Cartet over
Dannemark, Norge og Sverrige af Pontoppidan, og ligeledes paa
Cartet over det nordlige Norge, nemlig at Søen Indiager (Enare)
og Mudkie Fjeldene (Muotke, eidet mellem Fiskerøen og
fastlandet) med Fiskerøen var Grændseskjel; de russiske Carter afvige
herfra ved at antage en flod, soin de kalde Paiss, hvis Løb fra
Indiager Søen synes vise, at derved menes Pasvig Elv, til Grændse.
Denne Sag er maaske ikke ganske ligegyldig, og ved lykkelige
Omstændigheder lod den sig maaske forandre derhen, at isteden
for Pasvig Peitsens Elv forblev Grændsen og Neiden og Pasvigs
betydelige Skovegne gaves Norge tilbage.»
Leopold von Buch skriver i 1807: «Man kan undre sig over,
at ikke Vardø, kysten og hele Finmarken er en russisk provins.
Og naar det ikke er det, saa har man derfor alene at takke den
lille fæstning Vardøhus og dens kaptein og dens løitnant og
besætning paa omtrent 20 mand, thi det er et fast og bestemt
dansk etablissement ved Finmarkens yderste punkt, og det
binder landet fast til den øvrige del af staten.
Handelen med mel drager sig over paa russiske
hænder.
Og russerne vilde ved kysten faa fuldstændig overhaand og
lidt efter lidt løse alle ældre politiske baand og knytte nye,
hvis ikke Vardøhus var der.
Russerne vilde paa den øde kyst bygge boliger for
sommeren under sit fiskeri, derpaa sætte sig yderligere fast uden at
komme mindre i forbindelse med Arkangels kyster. Handel,
religion, jurisdiktion vilde kalde dem tilbage til det gamle land,
slægtninge, venner og nationalbaand.
Og til at erobre igjen det, som er mistet, hjælper ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
