Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(102
FINMARKENS AMT.
Paa klipperne vokser kun nu og da et straa, ikke spor af en busk,
intet som erindrer om træer.»
Af Magerøen hører den vestlige del til Maasø herred og den
østlige til Kjelvik. Arealet er 420 km.2 Over en strækning af
den østlige del er der en vildt sønderreven gruppe af fjelde,
bestaaende af gabbrobergarter, og disse afløses mod vest og nord
af et vidt plateau paa omkring 300 m.s høide.
Øen er udad mod vest, nord og nordøst et jevnt taffelland,
medens den midtre del har mange smaa fjeldknauser og talrige
smaavande.
Leopold von Buch har beskrevet en baadreise fra Finviken
paa Magerøen til Kjelvik:
«Langsomt roede de mig om morgenen til Kjelvik; de siger,
det er en mil; vi roede dog ud kl. 4 om morgenen, og vi var
først fremme kl. 12. Det er mile, som passer i disse øde og
forladte egne. Det var deiligt veir. Sundet aabnede sig mere
og mere ; jeg saa Svær holtklubben, det steile forbjerg mellem
Pors-angerfjorden og Laksefjorden, og endelig ogsaa langt ude i havet,
sikkert 12 mil borte, Europas sidste landfaste punkt, Kinnarodden
eller Nordkyn. Det var som udimod verdens ende.
Fjeldene paa Mageroen synes at blive brattere og brattere.
VTi roede frem under dem mellem Magerøen og den lille ø Altsula,
og endelig lagde vi til land der, hvor kysten synes at være helt
ubestigelig.
Der laa Kjelvik i en bugt; kirken, en tom præstebolig og fire
eller fem huse, som tilhørte kjøbmanden og hans folk. Flere
boede her ikke, og der kunde ikke heller godt bo flere; thi paa
nogle faa minuter havde vi gaaet rundt om hele den strækning,
som et hus kan staa paa. Det var en trang plads mellem
bølgerne og den næsten evige sne paa klipperne. Hvem kan det
vel være, som først har havt mod til at sætte sig ned her?
Elementerne synes at være i evig bevægelse; de høie bølger og
stormene fra nord og nordøst kommer frit og med voldsomhed
helt ind i det inderste af bugten, og kun en liden ø, en klippe
nogle hundrede skridt fra land, giver skibene en usikker beskj’ttelse.
Og fra vest styrter vinden med saadant raseri ned mellem
fjeldkløfterne, at skibene ofte maa hive anker i hui og hast og løbe
ud for ikke at knuses mod klipperne. Kun i roligt veir er det
en god ankerplads; men naar er der ro ved Nordkap?»
Om det indre af Magerøen skriver Leopold von Buch:
«Det er mægtige fjelde, som omgiver fjordene her, men det
indre af øen oppe paa fjeldet, hvor er det ikke der trist og
ensomt! Alt er dødt eller kun en begyndelse til liv. I
forsænkningerne ligger der store sneskavler, høiderne derimod er
uhyre stenhobe uden spor af græs og i det høieste bedækket med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
