Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(138
FINMARKENS AMT.
melig bratte, og foran skraaningen er der en smal, for det meste
med løsmateriale dækket fjeldfod, paa hvilken kjøreveien gaar
fra Vadsø til Tana.
Ved Karlbotn, inderst i Varangerfjorden paa nordsiden,
mellem Birgitnes (Bigganjargga<) og Soledalen (Rappenjoaske) ligger
et høist mærkværdigt konglomerat, i hvilket dr. Reusch har fundet
skuringsmærker paa stenene i konglomeratet, og da særlig paa
dem, som bestaar af dolomit. Ligesaa er skuringsmærker paavist
paa overfladen af den under konglomeratet liggende sandsten.
Det hele konglomerat ligner en moræne, og disse skuringsstriber
synes da at skulle antyde, at der i hin fjerne fortid har ligget
bræer, som har slæbt sammen og skuret stenene i
konglomeratet.
Konglomeratet er lindseformet og ligger mellem sandstenlag.
Konglomeratets synlige mægtighed er et par meter; det har graa
grundmasse og er ikke lagdelt. Brudstykkerne er af forskjellig
størrelse og ligger uden orden; de er for det meste kantstødte og er
røde og graa graniter, gneis, mørke sandstene og skifere.
Konglomeratet er udvasket af sjøen. Paa sandsten under
konglomeratet findes skuringsmærker, der gaar ind under konglomeratets
fremspring. Englænderen Straham skriver, at han har forvisset
sig om, at de gaar ind under konglomeratet, ved at bryde væk
noget af dette. Der er to sæt af striber; det tydeligste gaar i
retningen østsydøst—vestnordvest.
A. Dal bemærker, at skuringsmærkerne ved konglomeratet er
typiske, og de gaar ogsaa uden tvil ind under dets fremspring;
alligevel er dot vanskeligt at gjøre sig fortrolig med, at de skulde være
«fossile». Den underliggende sandsten maatte i saa fald have
havt tid til forst at hærdne, saa at den kunde modtage striberne;
derpaa maatte konglomeratet være fremslæbt, og saa endelig den
overliggende sandsten afleiret. Mellem den øvre og den undre
sandstens afleiring maatte der da være medgaaet et betydeligt
tidsrum; men nu er disse sandstene aldeles ens, og der er
intetsomhelst tegn til nogen afvigelse mellem dem, eller nogen
mellemlagring udenfor konglomeratet. Nogen endelig forklaring kan
endnu ikke gives.
Finmarkens fjeldslette fremstiller det melankolske syn af nøgne,
ensformede, svagtskraanende fjeldkoller, bedækkede med
glacialgrus og bevoksede med skidden, graa rensdyrmos, hvis farve
ikke er meget forskjellig fra grusets egen farve, og dette graa er
afbrudt af lange snefonner med mellemliggende brune
myrstrækninger og sjøer omgivne af ler eller i det høieste af usle, aldrig
friskt grønnende græssletter. Man kan reise milevidt i
Finmarkens indre herreder, Karasjok og Koutokeino, uden at faa se fast
fjeld. Et ikke afdækket geologisk kart over Finmarken vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
