Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(144
FINMARKENS AMT.
botner og botnfjorde, som er typiske nok, saaledes som den for
beskrevne botnfjord Finkongkjeilen; men de skarpe egge paa
ryggene i gneislandet som paa Stjerne synes, saavidt iagttaget, at
være sjeldne.
Strandlinjer. Allerede pater Heil iagttog paa sin reise til
Vardø i 1768, at en forandring havde fundet sted i havets stand.
Han omtaler i 1791 i Wienske Ephemerider , hvorledes havet
havde aftaget paa Maasø.
Heil ytrer om Maasø:
Paa denne ø, som før bestod af to eller snarere tre øer,
ser man de tydeligste beviser paa havets sænkning eller
formindskelse.
Ogsaa Ludvig Filip, som kom til Maasø, lagde mærke til
landets stigning i Finmarken og udtalte sig om denne til den
engelske geolog Murchison efter 48 aars forlob i en samtale i 1843:
Jeg stod en dag, fortalte Ludvig Filip, paa strandbredden og
betragtede et skib i det fjerne, da stedets gamle præst, som var
med mig, sagde: De ser ud over havet, men De lægger ikke mærke
til, hvad der ligger for Deres fod.» Jeg saa ned og opdagede, at
jeg stod paa grus og skjæl noget over flodhøide. Den gamle
præstemand fortsatte da: «Medens jeg var ung, vaskede sjøen over disse
skjæl; nu naar den aldrig op til dem, og vi slutter deraf, at landet
stiger op.» Fra det øieblik har jeg faaet den forestilling om
jorden, at den sveller ud som en ballon, der pustes op; men
tilgiv mig, om min theori er dum og urimelig.
At havet, da præsten var ung, vaskede over de skjæl,
hvorpaa han stod, er neppe rigtig; thi som Leopold von Buch omtaler,
ved ikke den ældste tradition noget om, at havet har gaaet høiere
op over eidet.
I 1807 kom Leopold von Buch til Maasø. Han omtaler,
hvorledes Maasø er delt i to dele ved et smalt eid, som kun er nogle
hundrede skridt langt og neppe 15 fod over havfladen; det er
paafaldende, hvorledes paa den ene side de af havet opkastede
smaa muslinger og stene gaar parallelt med den runde bugt, som
om bølgerne netop og kun for en kort tid havde forladt fjæren,
og paa den anden side er det ligedan henimod Maasø havn. Dog
ved selv den ældste tradition ikke at berette noget om, at havet
nogensinde har gaaet over dette eid, eller at det har naaet op
til halvdelen af eidets høide. Husene paa Maasø vilde heller ikke
have kunnet staa, hvor de staar, hvis man kunde frygte, at havet
nogensinde kunde gaa saa hoit. Dette er dokumenter, som forbinder
de store geologiske fænomener med jordens nyere historie, men
for tydelig at kunne tolke dem, trænger vi nye erfaringsrækker.
I sit arbeide «Om landjordens stigning» af 1838 omtaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
