Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VÆKSTLIVET.
433
Vegetationen i Finmarkens fnrnskoge er meget ensformig og
fattig paa arter, hvad enten skogen staar paa sandbund eller mere
direkte paa fjeldgrund. Ofte er skogbunden et eneste
sammenhængende lavdække med rensdyrlaven (cladonia rangiferina) som
hovedart. Enkeltvis sees gronne pletter med mos, og paa sine
steder kommer der lyngarter til, som røslyngen (calluna vulgaris),
blaabær (vacdnium myrtillus) og helst, hvor bunden er noget
fugtig, er der skindtryte (vacdnium uUginosum). Almindelig i
skogbunden er ogsaa tyttebær (vacdnium vitis idæa).
Blaabær- og tyttebærplanten kan undertiden hver for sig
danne bunddækket i furuskogen endog over storre strækninger.
Begge arter og ogsaa skindtryten faar gjerne modne bær i
Finmarkens skoge. De gaar imidlertid ogsaa ofte hoit op paa fjeldsiderne
og helt langt ovenfor trægrændsen; men i de største høider, hvor
de forekommer, sætter de ikke blomst og frugt.
Paa nogle steder i Sydvaranger og i Karasjok findes der
ogsaa gran. Det er en varietet af den almindelige gran (picea
excelsa f. nbovata). Den har mindre kongler, og kongleskjællene er
noget forskjellige fra hovedartens.
Granen forekommer intetsteds i Finmarken saa talrig, at
det bliver skog. Der er i høiden kun mindre grupper eller holt
af den. Ved Bjørnsund i Sydvaranger er træerne ganske
kraftige og naar en høide af indtil 10 m.
Langt videre udbredelse end naaletræerne har i Finmarken
birken (betula odorata), som her er det almindelige skogdannende
træ. Finnerne kalder den almindelig snakke, sjeldnere bæssemuorra,
hvilket betyder nævertræ. Naar undtages de yderste kystegne,
er der birk i alle dele af amtet, om den end ikke overalt vokser
saa tæt og over saa stor strækning, at det kan kaldes skog.
I nogle af de indre dele af amtet, omkring de indre
fjordbunde og langs de store vasdrag, samt i de nedre fjeldlier er de
største og vakreste birkeskoge. Længere ud mod kysten aftager
birken i mængde, og dens vækst bliver en anden. Den har høie
og ranke stammer paa gunstigere steder, men ud mod kysten
bliver den forvreden og tvinges af de haarde vinde ned i en
krybende stilling. Saadanne forkrøblede smaa birketræer,
«krampe-træer», har paa fisk snit eget navn: lageS.
Paa de allernordligste øer, som Rolfsøen, Ingoen, Havøen,
Hjelmsøen, Maasøen og Magerøen, er birken særlig liden og
danner krat af en halv meters høide eller endnu lavere, eller den
kryber ensom langs jorden med sine grene, hvor der er rigtig
barskt. Den naar sin nordgrændse paa den sidstnævnte ø, nemlig
paa Knivskjælodden ved 71° 9—10’. Som låve, krybende buske
gjenflnder man den ogsaa paa de yderste tunger af fastlandet,
28 — Finmarkens amt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
