Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYRELIV OG JAGT.
5 1 3
voksne unger af foregaaende kuld endnu ikke har forladt. I)e
formerer sig da saa stærkt, at der bliver trangt for dem, og da
tiltræder de sine mærkelige vandringer ned i dalene i store
skarer; de drager da i det sydlige Norge ogsaa videre og naar
lavlandene, hvor de ellers er ganske ukjendte. Under disse
vandringer er de i bevægelse dag og nat; de sætter over elve og
sjoer, kaster ofte unger underveis, dræbes i sommerens lob i
tusendvis af mennesker, hunde, katte og allehaande firbenede og
flyvende rovdyr og dor i masser af sygdom. Om hosten er
allerede skarerne medtagne, og i lobet af vinteren dor de fleste. I
det andet aar efter udvandringens begyndelse er der sjelden en
levende lemæn tilbage i dalen. Neppe et individ vender levende
tilbage til høifjeldet.
Disse lemænaar» indtræffer uregelmæssig og omfatter ikke
samtidig det hele land; saaledes har i regelen de sydlige
hoi-fjelde sine egne yngle-aar, og Finmarken sine.
Vandringerne synes at ophøre, fordi en bakteriesygdom under
vandreaarene indfinder sig, helst ved vinterens slutning, og den
herjer voldsomt, indtil det sidste individ er bukket under.
I 1892 begyndte en vandring af lemæn fra sydost mod
nordvest nær Alten; i løbet af 1893 var de talrige, dog ikke i
overvættes store masser. Renen er vanskelig at passe i lemænaar.
Den farer efter lemænene som kjørene efter sop om høsten, træder
dem ihjel og spiser med velbehag de fjeldurter, som den finder
i lemænenes mave. Af selve lemænenes kjod spiser renen intet;
thi den er intet- kjødædende dyr.
Ekornet (sciurus vulgaris, paa finsk oarre) forekommer i
Finmarkens skoge, og der bliver dets vinterpels mere graa, og det
efterstræbes tildels for dennes skyld.
I ældre tider skjød finnerne ekorn med bue og en paa enden
tvert afskaaren pil. I glissen skog fanges ekornet paa den maade,
at finnerne slaar med en øks paa det træ, hvor ekornet sidder,
og naar det da i den glisne skog falder ned paa jorden, tages
det af hunden.
Ekornet findes sædvanligvis kun sparsomt i Altens furuskog,
men enkelte aar i mængde, og samtidig træffer man det i
Kouto-keino, hvor der kun er birkekrat. Der synes i somme aar at
foregaa en indvandring fra Finland.
Ekornet synes i de senere aar, eftersom det mindre
efterstræbes, at tiltage i antal. En morkere varietet, der af
befolkningen kaldes «granekorn», og som paastaaes i Finland
udelukkende at opholde sig i granskog, indfinder sig undertiden i mængde
i Alten, hvor ellers sædvanlig det lyse «furuekorn» optræder.
Mellem Altens og Finlands barskoge er i ret linje ca. 15
norske mil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
