- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Første del (1905) /
496

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

496

FINMARKENS AMT.

helligt dyr, som det var farligt at fornærme. Denne forestilling
er ægte asiatisk eller mongoloid. Maaske er denne tro endnu
ikke helt glemt; men den har tabt sin magt. For hundrede aar
siden levede imidlertid bjornetroen imellem de norske finner
endog saa langt mod syd som i Saltdalen.

Skikkene ved bjørnejagter var sidestykker til de skikke, som
meget længere har holdt sig hos deres fjerne stammefrænder i
det nordlige og nordostlige Asien.

Bjørnen var gjenstand for en hellig ærefrygt.

Lillienskiold skriver om bjørnen:

«Galden og Isteren bevaris til Lægedomb blant landfølchet.
Wed Biørnen haft’ver Finnen aff fordum hafft stor superstition oc
galskab ved deris biørnevisis udsang, det endnu ved dis flere
haffver gienge, end sige deris lyst, som udj vanskelig Daarskab
biørne-Ham sig nogen stund til andres for derft’, antager.»

Samuel Rheen har allerede i 1671 beskrevet finnernes
ceremonier ved bjørnejagten vel nærmest som den foregik i Lule
lappmark; men disse ceremonier var nogenlunde de samme i Norge.
Rheens beskrivelse hidsættes oversat:

Finnernes overtro ved bjørnejagt.

Finnerne anser bjørnen for et fornemt dyr, kalder den
skogs-bonde, fordi den ligesom er husbonde over alle de andre dyr i
skogen, fordi den er grummere og stærkere end de andre dyr.
Naar en fin om hosten ringer en bjørn, det vil sige efterfølger
dens spor og mærker sig, hvor den har lagt sig i hi for vinteren,
saa kalder han sammen de nærmeste af slægten og vennerne til
en høitidelig fest.

Thi finnerne regner bjørnekjød for en særlig delikatesse, og
derfor vil de traktere sine bedste venner med bjørnekjødet, blodet
og isteren. Skindet beholder den fin, som viste, hvor bjørnen
havde lagt sig i vinterhi.

Naar de finner, som skal hjælpe til med at overfalde og
dræbe bjørnen, er forsamlet, iagttager de følgende ceremonier:

Først skal den fornemste og dygtigste trommeslager slaa paa
runebommen for at se, om de skal faa fanget bjorn.

Derpaa stiller de sig i orden som soldater, naar de skal gaa
did, hvor bjørnen ligger. Den fin, som har ringet bjørnen, gaar
først og har i haanden en kjæp, paa hvilken der er bundet en
messingring. Efter ham kommer trommeslageren, saa han, som
først skal skyde bjørnen, derefter alle de andre i orden. Ogsaa
disse har hver sin bestilling, den ene skal være kok, som skal
hugge kjødet i stykker, den anden skal være vedhugger og den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:51:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-1/0514.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free