Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502
FINMARKENS AMT.
nogle rovfugle er saaledes disse arter de haardforeste udposter
blandt landfuglene. Det samme gjælder kraaken, ravnen og skjæren,
som alle gaar op mod nord saa langt, som der findes folk og føde.
I de finmarkske birkeskoge, hvor træerne i somme aar endnu
ikke har faaet blade først i juli, kvidrer sangfuglene næsten hele
døgnet rundt, da solen staar paa himmelen hele natten. Deres
sang er imidlertid ikke ganske den samme som længer syd, men
mere afdæmpet, og enkelte strofer synes fremmede og ukjendte.
Her er store arealer og de beboelige pletter er ofte faa og spredte,
saa enkelte fugle i det hele har ringe leilighed til at høre
hverandre synge; hver han synger for sin hun, og nogen kappestrid
opstaar ikke. Da hver udvikler sin sang uden paavirkning af
andre, faar denne let sit særegne præg.
Nogen forandring har ogsaa fuglene undergaaet saa langt
•nord.
Den nordiske meise, skjæren og flagspetter forandrer sig i den
retning, at de er blevne hvidere end i sydligere egne. Skjæren
er en storvokset race, hvor vingefjærenes hvide farve naar næsten
helt ud i fjærspidserne, saa her bliver overgang til den hvidvingede
skjære (pica leucoptera) fra Østsibirien; hos den nordiske meise er
ryggen lysegraa og underlivet snehvidt, medens samme art i det
sydlige har morkere ryg og urent farvet underliv; den lille
flag-spet har hvid ryg uden tverbaand og næsten uplettede ydre
halefjær, i det hele svarende til en østlig-arktisk art, medens endnu
enkelte individer er mørkfarvede som den sydlige stamme. Den
tretaaede spette er bleven robust med en vinterdragt af brusende
og særdeles renfarvede fjære, der er lysere end længere syd.
Den lange vinter gjør individerne hvidere; ryperne, haren,
snemusen, røiskatten og fjeldræven har faaet hvid vinterpels.
Af fuglene i Finmarken skal her først omtales sangfuglene.
Duvetrost eller jerpetrost (turdus viscivorus) er iagttaget i Alten
som sjeldenhed. Finnerne i Koutokeino maa kjende den,
eftersom de har navn paa den og kalder den vuövdde-rastes, som
betyder skogtrost. Der anføres ogsaa navnet stuora rastes, den store
trost for den.
Maaltroslen eller nattvaka (turdus musicus) forekommer i
furuskogene i Alten. Den er hort saa tidlig som 29de april. Den
er ogsaa kjendt fra Porsangerfjord og Laksefjord
Maaltrosten er iagttaget hækkende i Sydvaranger i
Pasvikdalen ved Tsjoalbmejavrre.
Raudveng eller rødvingen, rødvingetrosten (turdus iliacus) er en af
de arktiske skoges karakterfugle, hvis eiendommelige sang straks
røber den. Af de 9 til Norges fauna hørende trostearter, hvoraf
4 (graatrosten, rodvingen, maaltrosten og ringtrosten) ikke er
sjeldne i Finmarken, er denne den mindste, 21—23.5 cm. lang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
