Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«26 I-INMARKENS AMT.
De muslingarter, som forekommer i fjæren og et par favne under
laveste fjæremaal, vil have mest betydning. Almindelig er:
Blaa-skjæl, kraakeskjæl (mytilus edulis), som er almindelig kjendt over
hele kysten.
Blaaskjæl trænger en passende blanding af fersk- og
saltvand og forekommer hverken i de inderste fjorde eller i den
ytterste havkant. Bedst trives de indimellem holmer og skjær,
hvor der er nogenlunde smult vand og frisk strøm.
Naar blaaskjæl lever i urent vand, er de usunde og kan være
giftige. Har de vokset i ren sjø, paa fjeld eller træ, hvor det
omgivende vand er rent og i strombevægelse, foraarsager de aldrig
forgiftning. Man bor derfor kioi benytte blaaskjæl, der har levet i
ren sjø og paa ren bund.
Det er blaamuslingen, som har storst anvendelse i udlandet
og er gjenstand for kunstig avl. Den er et fortrinligt agn. Den
spises raa, kogt, stegt, nedlagt hermetisk eller i olje og eddike
og kan ogsaa saltes og opbevares som saltet sild.
Oskjæl, hesteskjæl (mytilus modiolus) er af samme form som
foregaaende art, men over dobbelt saa store og af brun, ofte sort
eller graa farve. Denne art findes langs hele Norges skjærgaard
i uhyre mængder. Den forekommer længer ude i havkanten og
dybere end blaaskjæl.
Den er ikke fuldt saa velsmagende som blaaskjæl. Den er
ogsaa udmærket som agn. For saltede blaaskjæl og oskjæl
eider bleven betalt fra 10—20 kr. for ’A tonde ved
Nordlands-fiskerierne. Prisen var i Lofoten i 1886 65 kr. pr. hl. for saltede
skjæl. Som fodemiddel benyttes den som foregaaende art.
Af hjerteskjæl (•cardidæ) er der flere arter, som alle er spise
lige. Skallet er rundt, temmelig hvælvet, furet og ribbet, paa
enkelte arter besat med pigger. Farven er hvid til lysegul. Denne
art er meget almindelig i sandfjærer og elvemundinger, hvor den
graver sig ned i sanden.
Kuskjæl (cyprina islandira) har et eg- til hjerteformigt meget
hvælvet skal, hvis overflade er rundstribet og af mørkebrun farve.
De er udbredt langs hele Norges kyst i en dybde af 4—5 favne
og forekommer talrigst i Lofoten og Finmarken.
Af venusmuslinger (veneridæ) er der flere spiselige arter. De
er alle cirkelrunde, stærkt hvælvede og har en rundstribet
overflade. De fleste arter forekommer ved vor syd- og vestkyst fra
stranden og ned til 20 favnes dybde.
Skjedemuslinger, knivskjæl (solenidæ) er lange, smale, rorformede
skal af gulhvid eller gulbrun farve. De forekommer paa ganske
grundt vand, især paa lerbund og stikkende i grunden. De er
almindelige ved hele vestkysten.
Sandskjæl (myidæ) har et egformigt, hvidt til brungult skal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
