Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HVAL OG HVALFANGST.
ti 4 Vi
viks vedkommende, «at de tilhjælpes ei ringe ved Hvalfangsten,
som jeffnligst der omtrent ved fremmede Skibe søges oc udi
stæ-dets haffn lader anckre». Om nordkaperen eller stubben siges
senere, at den efterstræbtes tidligere meget af fremmede
hvalfangere, som brændte tranen i Kjelvik eller paa Sørøen. Jagten
efter denne har saaledes rimeligvis foregaaet i det 17de
aarhundredes förste halvdel.
Der skal være fundet brudstykker af gamle trankjedler, og
G. A. Guldberg har paavist, at gamle hvalben, fundne paa Sorøen
og ved Vardø, var nordkaperben.
I juni 1719 prædikede pastor Rachlew i Maasø for 4
hollandske grønlandsfarere > (Hammond: Den nordiske
missions-historie ). Antagelig har disse været paa jagt efter hval under
Finmarken.
Nogen hvalfangst har vistnok været drevet i Finmarken af
nordmænd som af udlændinger i begyndelsen af det 17de
aarhundrede til henimod midten af det 1 Kde, men den har neppe
havt større betydning.
Udbyttet blev af de fremmede oftere tilvirket i havnene.
Det var især i Ulfsfjorden og Nuvsfjorden, Hasvik, Sørvær, Ingo,
Tufjorden (Rolfsø), Kjelvik, altsaa omkring Nordkap, samt tildels
i Bussesundet, at hvalens afspækning fandt sted, og tranen
brændtes. Fra midten af det 1 Kde aarhundrede ophørte denne
hvalfangst i disse egne.
Omkring 1744 synes der ikke at være drevet hvalfangst ved
Finmarkskysten, thi Schnitler skriver i dette aar:
Imellem Nordkap paa Magerø og Kinnarodden paa
Omgangs-landet søger mangfoldige hvaler ind om sommeren ad
Porsanger-og Laksefjordene, og fortælles lier, at i gamle dage hollænderne
skal have ligget i Laksefjorden og i denne egn fanget hvaler,
hvoraf man finder endnu den dag idag kjendetegn i Laksefjorden
paa Tømmervikslandet, nemlig hvalben at ligge efter dem.
Døde hvaler drev ikke sjelden ind.
Rathke beretter i 1802, at Næsseby og Vadsø almue havde
betydelig fordel af døde hvaler, hvoraf der i aaret 1801 var
opdrevet 7 stykker, nogle af 9 og en af 15 favnes længde. Foruden
den mængde spæk, som blev solgt til kjøbmænd i Mortensnes og
Vadsø, fortæres en stor mængde af finnerne, der bruger dette og
anden tran til deres tørfisk.
Døde hvaler, skriver han videre, inddriver ofte i
Varangerfjord; man skal endog i et aar have faaet 15 saadanne hvaler;
da de fleste er fin- eller rørhvaler (bal. phys.) og sjelden sletbag
eller den saakaldte grønlandshval thai. myst.), vilde
hvalfanger-anlæg være forbundet med vanskeligheder, da det kun er den
sidste, der bekvemt lader sig harpunere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
