Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(i 8 O FINMARKENS AMT.
Om hvalerne i Finmarken skriver Leopold von Buch i i 807:
Man lader hvalerne uforstyrret tumle sig i fjordene og i
sundene. De fanges ikke og benyttes kun da, naar et dødt dyr
driver op paa kysten. Det er ikke den store art fra Spitzbergen,
og man siger, at de smaa hvaler ikke har spæk nok til at betale
strævet og arbeidet ved fangsten. I tidligere aarhundreder har
man dog fundet denne fangst indbringende, og allerede i aaret
1689 laa der skibe, især hollændere, paa hvalfangst oppe ved
Finmarken. Paa kysterne er der mange spor efter dette. Muren
omkring Hasvik kirkegaard ei omtrent bygget af hvalhvirvler, og
paa andre øer ser man hyppig hvirvler ved stranden. Hvis den
storre hval virkelig er veget bort fra disse kyster, saa tor dette
neppe være skikket til at vække forundring. Man har allerede
hindret den fra at komme hid ned fra Spitzbergen, og det
arkangelske kompani, som lader sine folk overvintre paa Spitz
bergen, vil ogsaa fordrive hvalen derfra.
Fra Varangerfjorden skriver Fellman ca. 1820:
Flere hundrede hvalfiske søgte denne fjord, og ingen rorer
dem. Medens englændere og hollændere og andre udruster
kostbare ekspeditioner til Baffinsbugten og Davisstrædet med flere steder
for at fange disse dyr, giver man dem her et sikkert fristed. I
stille og vakkert veir reiser man ikke over eller langs
Varanger-fjorden, uden at man paa en dag kan se 10 eller lo, ja af og
til flere af disse kolossale dyr.
I Vestfinmarken var hvalfangsten i aaret 1816 i sin
begyndelse, da man tog sig til at fange hvaler med harpun. Saaledes
fangede man alene i Altenfjorden i 1818 8 store hvaler.
Hvalfangsten i Finmarken tog først opsving og kunde først
drives som en regelmæssig bedrift ved de opfindelser af redskaber,
som blev indført af nordmanden Svend Foyn i aarene 1864—68
Hans fmhvalsfangst afviger i meget fra anden hvalfangst.
Tidligere anvendtes store fartøier, mest seilskonnerter eller
brigger, eller store kombinerede seil- og dampskibe, lig de norski
sælfangere. Disse drev fangsten fra baade, der anvendte
svivel-harpnn-kanonen, haandharpuner, bombelandser eller lignende.
Op-spækningen foretoges langs skibssiden, og spækket kom i
låste-rummet.
Svend Foyn anvendte smaa dampskibe, der selv drev fangst.
Da de var dækkede og sjødygtige, havde de en ganske anden
evne end baadene til at forfølge de hurtige finhvaler og til at
klare sig, naar de fik «fast fisk og blev slæbt afsted med 8- 10
mils fart af den saarede hval. Istedetfor en liden harpun med
tynd line og et gevær til udskydning af bombelandsen havde
han i fartøiets baug en kraftig kanon, som udskjød en kombineret
harpun-bombe, den saakaldte spidsgranatharpun, der havde til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
