Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SÆL OG SÆLFANGST.
715
alene eller flere sammen. Man ror forsigtig nærmere, idet man
søger at komme unda vinden for dem; hvis de aner uraad,
styrter de sig i vandet. Harpuneren staar i forstavnen færdig
med harpunen, og saa snart han er nær nok, kaster han
harpunen i dyret. Man passer nøie paa, at linen er grei. Harpuneren
griber, hvis der er flere dyr i nærheden, straks en ny harpun.
Man kan sætte fast 5—ti dyr lige efter hinanden. Er der ikke mere
end et dyr, søger harpuneren med en landse at stikke dyret,
naar det atter kommer op igjen efter at have dukket. Dyret
svømmer saa afsted og trækker baaden hurtigere efter sig, end
4 mand kan ro den; men det udmattes snart ved blodtabet.
Eidet en stor hanhvalros, som er sat fast, hænder det, at den vender
tilbage til baaden og enten forsøger at støde hul i den med
tænderne eller at komme op i den, hvorved den kan vælte baaden.
Det er meget farligt at sætte fast 2 eller flere handyr paa en
gang, da disse som oftest enten render hver sin vei og da let
kan vælte baaden, eller i forening angriber den, og da er det
meget vanskeligt at berge sig for dem.
Af hundyr kan man sætte fast saa mange, man kan faa fat
paa, da disse bestandig løber én vei og sjelden angriber baaden.
Det dræbte dyr bringes op paa isen, hvis der er fast is i
nærheden, og her flaaes og afspækkes det. Er der ikke is,
bukserer man det hen til fartøiet og heiser det op paa dækket,
da man ikke godt kan faa det op i baaden.
Keilhau beretter i IH27, at russerne pleiede sædvanlig at gjøre
et skud med sine rifler, førend de greb til landserne; men de
norske anvendte aldrig skydegeværer til denne jagt, hvilket heller
ikke synes meget hensigtsmæssigt.
Han beskriver en hvalrosjagt saaledes:
Den første hvalros, som fældedes, laa sovende paa et
is-stykke af faa alens omfang. Man nærmede sig ganske sagte med
baaden, harpuneren steg op paa isflaket, stødte sit jern i dyrets
liv, og sprang, med harpunskaftet i haanden, tilbage i baaden.
Ved stikket for dyret op og væltede sig i sjøen. Den mand,
der holdt harpunlinen, firede i dette øieblik, men halede igjen,
alt efter hvalrossens bevægelser under vandet og efter dens større
eller mindre modstand. Efter et par minuter kom den tilsyne
foran baaden, hvor harpuneren straks modtog den med et landse
stik i brystet, — en rygende blodstraale fremsprudede og
kon-vulsivisk dukkede dyret atter under. Kun en gang endnu fnysede
det vildt iveiret og huggede rasende mod et isstykke, hvorpaa
en af rorskarlene var sprunget op for ligeledes at kunne komme
til med en landse. Nu var kampen snart endt.
I baaden er i almindelighed kun harpuneren bevæbnet; thi
rorskarlene har nok at bestille med at holde baaden tilbage, naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
