Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74(i
FINMARKENS AMT.
paa toppen af Rønnefjeldet; den malmførende zone her kan
sættes til en mægtighed af 1.5 m., hvoraf malm ca. 0.5 m. og
resten dolomit. Forekomsterne synes efter dette at være ubetydelige.
Guld. Den første, som har omtalt en mulig forekomst af
guld i Tana, var præsten Jolian Randulf, provst i Namdalen. Han
havde sin kundskab fra en selbyg, Henrik Svendsen, som døde i
1731. Af ham havde præsten hort, at der paa en ø, kaldet
Guldholmen, skulde være en tung, rød sand, og i denne skulde
findes et ædelt og dyrebart metal. Randulf henvendte sig i den
anledning til Kristian VI, idet han henviste til Elihus spaadom
i Jobs bog, hvor det heder, at der skal komme guld af norden;
han siger, at der fra umindelige tider har været formodninger om
denne sand.
Det kom til det, at der virkelig i 1735 blev sendt folk til
Tana for at søge efter guid.
Pontoppidan omtaler i Norges naturlige Historie (bind I,
pag. 294, anm.), at guld er antaget at forekomme i Finmarken:
I anledning af en vis mands angivelse blev for faa aar siden
sendt bergkyndige paa kongelig befaling til Finmarken, der havde
at efterse, om det var sandt, at den store Tana-elv, som ellers
er bekjendt af laksefiskeri, førte ligesom den afrikanske flod
Negro, et slags guldsand eller guldkorn med sig. Det, man fandt,
var, at angiveren ikke havde seet ret til, thi det formente guld
var svovlkis af god glands, men ingen værdi.
At guld har været kjendt før, er antydet derved, at der i
Tanas dal er ikke mindre end 8 stedsnavne, der begynder eller
ender med ordet guld, dels af finsk, dels af norsk oprindelse.
Guldet i Tana blev forst paavist med sikkerhed af bergmester
Dahll i 1866. Han anstillede forst vaskninger efter guld i
Pas-vikelven, uden dog at finde noget der. Det første sted, han fandt
guld, var i Karasjok i 1866 i en liden bæk kaldet Nytusjokka. Ved
vaskning af den fine sand fandt han der et guldblad, og ved
behandling af 1 kubikfavn af sandet opsamledes i kviksølv et
par centigram guld.
Karasjokdalens bund bestaar ved Karasjok af finere og
grovere sand uden rullestene. Guldet fandtes først i en skraaning
syd for Karasjok; mellem Karasjok og Assebakte har Karasjokka
mange bugtninger, og paa de derved fremkomne nes er der guld
næsten overalt i det af elven selv renvaskede materiale, der
bestaar af rullestene omtrent af en valnøds størrelse og finere aur.
Som regel er guld ikke paaviselig i den fine sand. Elvebankerne
er i regelen byggede af lag af finere og grovere materiale, det
sidste dels fuldstændig renvasket, dels endnu blandet med det
oprindelige slam. Enkelte lag af det grovere kan være guld-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
