Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANDEL OG SKIBSFART
markingeme med tilstrækkelig underholdning, naar fiskeriet
mislykkedes, eller ogsaa holde sig borte fra laudet, og senere hed
det, at den, som i nødens tid ikke gav almuen kredit, skulde
miste sin ret til handelen og al sin udestaaende gjæld. De
handlende bar sig ad paa følgende maade: enhver kjøbmandshandel i
Finmarken havde visse udredsmænd, som de forsynede med føde,
klæder og fiskeredskaber. Ingen afregning blev gjort, og
udrederen kunde forfatte regningen, som han selv lystede. Ved
nu at love en smule kredit fremdeles, kunde udrederen faa bonden
til at vedkjende sig hele regningen, og den blev erkjendt til
thinge. Saa blev bonden spurgt, hvormeget han vikle forpligte
sig til at betale paa den gamle gjæld, og der blev da tilstaaet
ham 10, 12 eller flere voger, hvilket kaldtes at gjøre termin.
En vog brugtes som benævnelse istedenfor penge og svarede
til 3 mark dansk eller 48 skilling kurant, og et pund
(bismerpund) svarede til en dansk mark eller lii skilling kurant. Saa
dan finmarkshandel kunde gaa i arv, kjøbes og sælges.
En stor del af handelsmændene fik da en af sine tjenere eller
en anden til at kjøbe handelen med løfte om kredit for en vis
sum og overdrog vedkommende handelen med al gjæld, og saa
reiste de til Bergen. Den, som havde kjøbt handelen, fik vist
nok kredit et aar eller to paa haarde vilkaar, men naar der ikke
blev betalt det følgende aar, saa sendtes intet, saa at baade
udrederen og udredsmændene var nær ved at sulte. Næsten ved
hvert thingsted havde øvrigheden ved thingstiden megen umag for
paa en eller anden maade at forebygge, at folk ikke skulde
krepere af hunger, skriver amtmand Hammer.
De mislykkede fiskerier i aarene 1027, 162H og 1629 samt
1632 og 1643 i forbindelse med den bergenske monopolhandel
foraarsagede saadan armod i Finmarken, at folk kom i den
yderste nød, endog amtmændene nødsagedes stundom til om høsten
at sende baade over til Rusland for at hente melvarer og
nødvendige fødemidler til folks underholdning om vinteren.
I et thing«vidne, der i 1632 blev optaget i Kjelvik, heder
det bl. a.: Menige almue blev tilspurgt, hvorledes Bergens
borgere havde staaet dennem bi udi forleden aar saavelsom forrige
aaringer med kost og underholdning til deres livs ophold, og
hvor-mange der var sultede ihjel udi Kjelviks præstegjeld. Da
tilsvarede sognepræsten saavelsom menige almue, at der døde en
hel hob bort forleden vinter og meste parten af hungersdød, som
de vidste med god samvittighed; thi en part, der de laa paa
deres yderste og skulde meddeles Christi legeme og blod, hade
de præsten for Guds skyld sende dem et suppemel; thi de lede
stor hunger, medens af det, som dennem da blev tildelt, kunde
lidet nytte ved dødens ankomst.
Ydermere bekjendte de, at dersom ei deres lehnsherre havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
