Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SUNDHEDSTILSTAND.
51
de steder, hvor de er døde, dels paa Aarøen, hvor tilforn skal
have været kirke og indviet kirkegaard». Man frygtede for
yderligere at udbrede smitten ved at bringe ligene til Talvik, hvor
der boede flere folk. Lensmanden flk desuden streng instruks
om at gaa frem med den størst mulige hurtighed og forsigtighed
for at undgaa smittens videre udbredelse. Gravene skulde være
4 alen dybe og bestrøede med kalk — «og videre» — heder det
i instruksen —- «vil De hos kjøbmand Schwensen faa et anker
dobbelt kornbrændevin til transportfolkenes daglige skjænk».
Desuagtet var det vanskeligt at faa folk til dette arbeide.
Mindet om denne epidemi lever endnu i Alten og Talvik,
hvor den nu gaar under navn af «sortedøden» og allerede
forveksles med denne landsfarsot.
Sagnet ved at fortælle, at de syges legemer faldt istykker
og bedækkedes med sorte pletter, og at hele bygdelag som
Bæk-karfjord, Lærrisfjord, Korsfjord og Skillefjord lagdes øde under
denne landesot, idet de gjenlevende med rædsel flygtede fra sine
pestbefængte gammer.
Atter i 1805 mærkedes sygdommen i Talvik, hvor der i
Langfjorden rasede en pestagtig sygdom, som efter kirurg Suhrs
beretning meget nærmede sig den gule feber, altsaa var i høi
grad epidemisk, og den samme, som grasserede for et par aar
siden. Denne gang lykkedes det at standse sygdommen, inden
den flk grebet videre om sig.
I 1812 herjede den atter i Alten.
Amtmand Wedel Jarlsberg skrev i 1812, at en meget
smitsom ondartet feber var udbrudt i Finmarkens fogderi, især i
Hammerfest sogn og i en del af Alten—Talvik (Korsfjorden,
Leir-botn og Skillefjorden), og amtet fandt det hensigtsmæssigst for
at hindre smittens udbredelse, at al kommunikation saavidt
muligt ophørte mellem de befængte og de uangrebne steder. Ingen
af de af smitten døde maatte føres til kirkegaarden, men dybt
nedgraves paa isolerede, for sundheden mindre skadelige steder, i
Alten—Talvik sogn paa Aarøen.
I Skillefjorden rasede denne gang sygdommen som værst.
Faktor Aagaard skriver fra Djupvik i april 1813, at han havde
maattet tilsige et behørigt antal af beboerne paa handelsstedet
for at begrave de mange lig, som blot laa henslængte i sneen
paa Aarøen. «Dette ubehagelige arbeide med de forraadnede lig,
hvoraf lugten var uudstaaelig, vilde ingen bekvemme sig til uden
et tilstrækkeligt kvantum god rum, som jeg ogsaa fandt billigt
at tilstaa dem.»
Andre sygdomme, særlig kopperne, herjede ofte den fattige
og vanstelte finmarkske befolkning, ligesom radesygen dengang
var udbredt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
