Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 60
FINMARKENS AMT.
Hos de i Finmarken bosatte norske findes der færre
eiendommeligheder, end man i en saa isoleret liggende landsdel skulde
vente. Dels er de selv, dels deres fædre flyttede ind fra de
forskjellige egne i riget,’ og der er heller ikke hos dem nogen
særegen dialekt. Alvor og flegma som hos den norske bonde i
almindelighed gaar i Finmarken ikke sjelden over til hang til
uvirksomhed. Tilbøielighed til ørkesløshed var efter Rode større hos
nordmændene og kvænerne end hos de livligere finner.
Finmarkingen udholder villig de besværligheder, som er forbundne med
fiskeriet, og han unddrager sig ikke netop fra det regelmæssige
arbeide; men han anstrenger sig ikke synderlig for at søge
fortjenesten, naar den ikke af sig selv frembyder sig. Er veiret for
haardt til at drage garnene, giver han sig let over uden at gjøre
forsøg; skjønt han til visse tider og til visse fiskerier reiser
mange mil for at komme til fiskepladsen, saa er han dog sen til
at reise hjemmefra og søge fisken paa de tider, da den pleier at
komme; men han venter rolig hjemme, indtil fisken kommer
udenfor hans stuedør. Det engang bestemte arbeide udrettes, men
intet mere; og hvis dette paa grund af tilfældige omstændigheder
ikke kan ske, da gjøres intet istedet. Naar derfor finmarkingen
paa en reise ligger stille for storm eller modvind, da foretager
han intet, om der end tilbydes ham arbeide og fortjeneste paa
stedet.
Det siges, at Finmarkens norske indvaanere er egennyttige.
Dette ytrer sig ikke som uredelighed i handel og vandel, men
oftest ved begjærlighed, hvor der er noget at fortjene ved liden
eller ingen umage. Naar en mand i Finmarken trænger en
andens tjeneste, er det første spørgsmaal, hvor stor betalingen er.
Selv for den ringeste haandsrækning ventes godtgjørelse, og
alligevel skal enhver tjeneste have udseende af velvilje. Selv om en
mand overtager arbeide for god betaling, heder det sædvanlig
dog, at det sker for at hjælpe en. Dette har tildels sin grund
i den i Finmarken herskende mangel paa arbeidsfolk. Man nødes
til ikke alene at give dem god betaling, men desuden gode ord
for at formaa dem til at udføre et arbeide. Man faar ikke sin
nabos hjælp uden imod at hjælpe ham ved en anden leilighed,
og uden at det gjensidige arbeide paa det nøieste er afveiet; thi
man er lige saa bange for at gjøre noget for intet for sin nabo,
er det end ens broder.
Hvad der her er anført om finmarkingerne er væsentlig
provsten Rodes karakteristik.
Amtmand Lillienskiold omtaler i sit Speculum boreale
nordmændene i Finmarken, og han roser dem ikke. Selvfølgelig
er meget forandret, siden han skrev i 1698.
Han ytrer: «Mens som norclmendene til deels ei for deris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
