Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FJELDFINNERNE OG DERES RENAVL.
99
Suopan kaldes den for finnen uundværlige slynge, hvormed
han kaster fast sine ren.
Finnen har stor færdighed i at bruge denne. I en afstand
paa 10 til 15 m., ja længere kan han kaste slyngen og fange
det dyr, han vil have. Naar han bruger slyngen, er han
omgivet af dyrene, over hvilke slyngen farer hen. Idet dyrets
hoved træffes af slyngen, sætter det afsted, hvorved det trækker
slyngen fastere til. En tam og rolig ren, som træffes af slyngen,
gjør ingen større spring, men tager taalmodig mod tømme om
hovedet, hvorefter den bindes til et træ eller til en anden
gjenstand. Træffer slyngen et utæmmet dyr, saa er det anderledes.
Idet slyngen farer hen over dyrene, løfter de hovederne hastig i
Hfiret og opfanger derved med hornene slyngen; træffes tilfældig
utæmmet dyr, sætter det vildt afsted. Fjeldfinnen holder da
«Sed hele sin kraft fast i slyngen. Dyret, som holdes tilbage ved
-fornene, falder om i sneen, og ved dets ryk kastes ofte ogsaa
3’unen overende, uden at han dog slipper slyngen. Hurtig er
Tenen igjen paa benene, steiler og sætter i vildt raseri frem og
»tilbage, slyngen kommer snart om forbenene og snart om
bag-[benene, og saa gjør dyret luftspring for at faa benene fri. Dyret
vil ligesaa gjerne løs, som finnen vil blive det kvit, naar han
blot kunde faa løst slyngen; men ved sine ubændige spring
vikler dyret sig mere og mere ind i slyngen, og trækker finnen
med lange stykker. Finnen vikler efterhaanden slyngen om armen
og kommer dyret nærmere ind paa livet. Dyret steiler og
forbenene gaar som trommestikker. Saa ubemærket som muligt
kommer imidlertid en anden fin fra siden af renen ind paa livet,
og han favner det raskt, og dyret sparker med bagbenene.
Pludselig staar dyret stille med ludet hoved, medens øinene løber om
i hovedet til alle sider; saa hæver det atter hovedet, stanger,
steiler og slaar med forbenene, styrter overende og tager begge
finnerne med sig i faldet. Omsider lykkes det finnerne at faa
slyngen af dyret, og i vild galop farer det saa afsted.
En utæmmet ren kalder finnerne udamay; lojak er en ren,
som er saa tam og folkegod, at den kan tages med hænderne
uden lasso.
Naar en stor hjord paa tusender af dyr drives sammen, er der
bevægelse og liv fjernt og nær. Renerne nærmer sig, drevne frem
af folkene og hundene. Flere hundrede sætter paa engang afsted
i galop, for straks igjen at standse. Nogle løfter de hornede
hoveder og ser sig om, andre bøier hovederne under gangen for
at æde sne eller mose, andre lægger sig ned for i næste
øieblik at jages op igjen. Flere hundrede vandrer ganske rolig,
men ogsaa disse hobe drives sammen; folkenes raaben og
hundenes gjøen høres efterhaanden bedre. Hjorden nærmer sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
