Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RENAVLENS AFKASTNING.
105
kaar mellem en fjeldfin, som eier 8 000 ren, og en, som eier 300
til 400, er ikke stor.
I femaarsberetningen 1866—70 omtales, at en fin i
Koutokeino eiede 2 500 ren, 3 finner eiede mellem 1 100 og 1300, 10
finner eiede hjorder paa 1 000 ren.
Den væsentligste afkastning af renen er kjødet og skindet;
tungen og marven regnes som delikatesser. Desuden giver renen
melk, men melkeudbyttet er, som senere omtalt, ringe.
Af renerne i Finmarken, ialt 74 383, vari 1900 15 509 eller
21 pct. under 1 aar, og af renerne i 1890, ialt 96 674, var
22 407 eller 23 pct. under 1 aar. Det vil sige, at renhjorden
beskattes med noget over 20 pct., eller aarlig slagtes eller
omkommer hvert femte dyr.
Af disse 21 eller 23 pct. kan imidlertid ikke alle regnes for
slagtedyr, thi endel falder som offer for rovdyr, sygdomme o.s.v.
Det er derfor vistnok rigtigt, hvad finnerne siger, at af 100 dyr
kan man aarlig slagte 15, uden at antallet aftager, men 20 er
for meget.
Dette stemmer med det overslag, som Rode gjør over det
antal ren, en fjeldfin aarlig slagter, hvis han eier 200—300 dyr.
En middelsstor familie fortærer aarlig 30 til 40 voksne ren,
og desuden slagtes 10 til 20 ren for at tilfredsstille andre
fornødenheder. Men for at taale en saadan beskatning af 40 til
60 ren, maa hjorden bestaa mindst af 200 til 300 dyr, heri
iberegnet okser, kjøreren og kalve.
I en saadan hjord vil der være omtrent 100 voksne simler,
30 til 40 okser (hvoraf kun 10—12 uskaarne), og resten vil være
kalve. Det antages, at hver simle aarlig kaster 1 kalv (nogle
ingen, enkelte 2); eieren faar da om vaaren 100 kalve, hvoraf
imidlertid neppe mer end halvdelen oplever den næste vinter;
mange omkommer, og nogle maa slagtes for at faa skind til
klæder, især til børnene. Hjorden faar altsaa en tilvækst af
omtrent 50 ren til at erstatte afgangen af dem, som spises, sælges,
forkommer eller bliver ulvens bytte. At aarlig nogle falder som
rov for ulven, lader sig med al aarvaagenhed ikke forebygge, og
endel adspredes og kommer bort. Dog faaes af de sidste gjerne
nogle tilbage, da de forvilder sig til andres hjorder og da følger
med disse. Finnen pleier derfor en eller to gange aarlig at gjøre
en runde til de andre fjeldfinner for at samle de saaledes
adspredte ren, som han kjender paa mærkerne i ørene.
Efter dette tør 15 pct. være en passelig beskatning, om der
end under gunstige omstændigheder kan taales 20 pct.
Værdien af en voksen ren i Finmarken ansættes i den
officielle statistik i 1890 til 20 kr. og i 1900 til ca. 25 kr., og
ungdyrene til halvdelen af dette beløb eller til 10 kr. og 12.50 kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
