Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GRÆNDSESP.ERRINGEN AF 1852 OG DENS FØI.GER.
135
järvi efter den svenske kommission af 1883 15 familier med
omkring 12 000 ren. Sognets øvrige finner undgik disse
koutokeinofinner saa meget som muligt, da de var tyvagtige og stod
paa et lavere moralsk standpunkt end de indfødte finner.
Derfor havde talmafinnerne, skjønt der var tilstrækkelig plads for
dem inden det omraade, som tilhører byen, overgivet sit gamle
land og flyttet sammen med Saarivuomastammen.
I de sidste aar var der ogsaa til Gellivare kommet fra Tornio
Lappmark koutokeinofinner, som her ligesom andensteds har
forvoldt urede, idet de optraadte uærlig og hensynsløst og
nødsagede de redelige og ordentlige gellivarefinner til at rømme
feltet, saa de var nogenlunde fredede for deres røverier. De
indflyttede udgjorde 10 familier med 6 750 ren.
Disse opgaver gjælder nærmest aaret 1880. De stemmer i
det hele med opgaverne fra lensmanden og sognepræsten i
Koutokeino, idet saavel person- som renantallet kan være øget under
opholdet i Sverige siden indflytningen did.
De svenske opgaver for 1880 ansætter de tidligere
kouto-keinofinners ren til ialt ca. 25 000 ren. Finnekommissionen af
1866 ansatte antallet af ren, tilhørende tidligere
koutokeinofinner, som dengang fra Sverige søgte sommerbeite i Tromsø
amt, til ca. 16 500, idet fortegnelser fra lensmanden i Karesuando
indeholdt 51 navne paa finner, som var udflyttede fra Koutokeino
og som havde opgivet at flytte med tilsammen 11 040 ren.
Udvandring til Karesuando maatte foreløbig føles som en
lettelse for Koutokeino.
Udvandringen vilde have ført til varig fordel for Koutokeino,
om de udflyttede ganske var blevet borte.
Men en del af de udvandrede finner søgte om sommeren til
Tromsø amts nordligste del og lagde veien over Koutokeino, hvis
mosemarker derved forringedes.
De egentlige svenske finner har aldrig havt andel i
beites-markerne nordenfor Lyngenfjordens bredder, saa de norske
fjeldfinner fra Koutokeino, som er flyttede til svensk Lappmarken,
ikke kan benytte kystegnene i Skjærvø til sommerbeite for sine
rensdyr efter sædvansmæssig ret. Grrændsetraktaten af 7/18de
oktober 1751, i dens 1ste codicil § 10, forudsætter udtrykkelig, at
finnernes benyttelse af landet begrændses ved det sædvansmæssige.
De fremmede tilegner sig andel i sommerbeitesmarkerne i det
indknebne felt, som de norske fjeldfinner om sommeren kan raade
over, og fra Norge udflyttede svenske finner reiser gjennem de
strøg, hvor koutokeinofinner vaar, høst og vinter pleier at
opholde sig. Beitesmarkerne i Koutokeino er efter grændsespærringen
i en maadelig forfatning, især den vestlige del. Men just her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
