Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNES VANDRINGER OG RENENS BEITNING. 14.’5
Hvor længe finnerne opholder sig paa hvert sted, beror
navnlig paa renmosens mængde og den større eller mindre fare
for ulvene; sjelden forbliver de rolig paa samme plet længere
end 3 til 4 dage; da tages teltet ned og flyttes en fjerdingvei
eller halv mil længere bort. Da pakkes det hele sammen og
føres om vinteren let paa kjerriser, medens flytningen om
sommeren er besværligere.
Hvis renhjorderne i Finmarken færdedes paa mosemarkerne
hele aaret, vilde den tørre mose om sommeren trædes ned og
rives op. Om vinteren er der et beskyttende snelag over den.
Renen graver et hul gjennem sneen ned til moseflekken, men
ødelægger forresten ikke. Renmosen vokser sent, saaledes at der
gaar lang tid hen, førend den kommer sig igjen, naar den
engang er stærkt medtagen. Det siges, at renmosen, engang
afgnavet eller oprevet, behøver 10 eller flere aars fredning, før den
igjen faar fuld vækst. Der udfordres et forstandigt maadehold
i mosemarkernes benyttelse og en jevn ombytning af
beitesplad-serne, hvis der ikke skal opstaa mangel, og dersom indlandet i
lang tid skal afgive føde for talrige hjorder, maa finnerne
skiftevis benytte baade indlandet og udyrkede strækninger ved
kysten.
Om vaaren, i april eller mai, begynder fjeldfinnen langsomt
at drage mod kysten. Dagsreiserne er korte, ofte flytter han
ikke mere end en mil om dagen. Det er ikke sjelden 150 til
200 km. til sommerpladserne, og det tager tid, da han skal føre
med sig telte, teltstænger, gryder, kjedler, klæder etc., foruden
børn, hundehvalpe og undertiden ogsaa syge folk. Naar det er
slædeføre, gaar det let, men hvis ikke maa alt bæres af folk
eller kløves paa renen.
Hver familie har gjerne sine visse egne, som aarlig
gjen-nemstreifes; da enhver fin derfor stadig kommer tilbage til de
samme steder, faar han nøie kjendskab til disse egne. Ved
juletider pleier Koutokeinos og Karasjoks fjeldfinner sædvanlig at
opholde sig nær kirkestedet; før grændsespærringen mod Rusland
i 1852 drog de efterhaanden længere sydpaa, tildels ind over
den russiske grændse, hvor de paa den tid af aaret, da sneen
ligger høiest, var tryggere for ulvene i de tættere skoge.
Henimod vaaren drager de samme vei tilbage mod nord, og kommer
ud paa sommeren ned til kysten eller til de omkring fjordene
liggende høider, hvorfra de da om høsten atter trækker opad
mod Koutokeino og Karasjok.
Sommerbeiterne har fra gammel tid været fordelte mellem
fjeldfinnerne indbyrdes efter sædvane. Sydvarangerfinnerne og
endel af polmakfinnerne har om sommeren havt tilhold med sine
dyr paa Varangerhalvøen, den øvrige del af polmakfinnerne paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
