Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 138
FINMARKENS AMT.
af sommeren frem ungt græs, saa renen trives om sommeren her
bedre end i myggen paa de tørre mosemarker.
Paa fjeldene i Vestfinmarken beiter saaledes renen midt paa
sommeren i høider paa 700—900 meter, medens Finnernes
vintertelte henimod Koutokeino ikke staar høiere end 200—300 m. o. h.
At finnerne, jo mere de nærmer sig havet, kan drive sine ren
høiere tilfjelds, er en besynderlighed, som er egen for disse egne.
De tørre mosemarker og myggen paa den ene side, det friske
græs og fordelene ved at knnne beite over vide strækninger paa
den anden side er saaledes de vigtigste grunde til finnernes
vandringer; ogsaa af gammel vane vil rensdyrene om
sommeren gjerne trække sig nedover mod kysten, men nogen
naturnødvendighed er dette ikke. Rensdyrene kan leve i indlandet
hele aaret igjennem, naar landet er stort nok, og de nødvendige
betingelser forefindes. Nogle faa fjeldfinner opholder sig ogsaa
hele aaret i det indre af landet uden nogensinde at komme til
sjøen. Saaledes enkelte norske finner fra Karasjok, der holder til
paa høiderne mellem Karasjok og Porsangerfjorden.
I russisk Lappland holdes en del rensdyr i skogene omkring
Imandra samt paa øer i denne indsjø.
Ingen af de rensdyr, som visse tider af aaret holder til ved
Røros, kommer ned til sjøen, og vildrenen paa Dovre, Filefjeldene
og Hardangervidderne kommer aldrig til kysten.
Finmarken har i det hele gode beiter for rensdyr, og disse
beiter er dels sommerbeiter, dels vinterbeiter.
Rensdyrmos synes, saavidt vides, helst at trives paa
grund-fjeldets lag i et tørt klima; nogen tilgang paa skog er en høist
onskelig eller næsten nødvendig betingelse for fjeldfinnerne, da
de maa have brændsel.
Det vidtstrakte land i det indre af Finmarken, i Koutokeino,
Karasjok, Polmak og Sydvaranger, tilfredsstiller de fordringer,
som der maa stilles til gode vinterbeiter for rensdyr; store
strækninger er dækket af glacialgrus, af gneisbergarter og andre stene,
der kun giver en tarvelig jordbund for andre vækster end
rensdyrmosen, og de nævnte herreder er da de, hvor renen har sit
vinterophold og hører hjemme.
De bedste sommerbeiter for renen er de af skiferbergarter
bestaaende strækninger, overhovedet de egne og den undergrund,
der giver god græsbund.
I det hele og store kan det da siges, at de med
rensdyrmos bevoksede gneisstrækninger i det indre af landet er
rensdyrets vinterbeiter, de ude imod kysten liggende, i Tromsø amt
fortrinsvis af skifere bestaaende landskaber er de bedste
sommerbeiter for renen, helst om de hæver sig saa høit, at de delvis
er snedækkede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
