- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Anden del (1906) /
186

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

] 186

FINMARKENS AMT.

firmeret, og straks efter konfirmationen gifter de sig. Dette
kan finnen gjøre, thi af husgeraad og indbo behøver han ikke
meget. Gutten faar i almindelighed en jordflek af faderen og
jenten en ko af moderen; de skaffer nogle birketræer tilveie,
reiser disse mod hinanden, stabler torv udenom samme, og gammen
er færdig til at modtage de nygifte, som begynder sine
hvedebrødsdage i gammens ene hjørne, medens i fællesgammen koen
gjør sig det mageligt i det andet hjørne. Finnen kan saaledes
gifte sig, omtrent naar han vil, og dette er vistnok grunden til,
at udsvævelser sjeldnere finder sted iblandt dem.

Forholdet mellem ægtefolk er noksaa godt; de fleste
ægteskaber blandt finnerne er penge- eller renpartier. Har en pige
nogle hundrede ren, kan hun være saa grim og ondartet, hun
være vil, hun faar dog friere i mængde og en mand, naar
hun vil.

Fjelfinnerne har sjelden mange børn. De forkjæler disse i
høi grad og lader dem saagodtsom i alle ting have sin fulde
frihed. Det er næsten uhørt, at forældre tugter sine børn. De
gjør, som de selv vil, fra smaa af, og det er heller børnene, som
kommanderer forældrene, end omvendt. Det er derfor mærkeligt,
at de ikke bliver mere vanartede, end tilfældet er; men det er
vel den haarde virkelighed, som besørger opdragelsen.

Omsorgen for deres døde er ringe. Neppe er en død,
før sjøfinnen spigrer sammen en kasse af uhøvlede fjæle, liget
indsyes i sækkelærred og lægges i kassen, bringes i en baad og
føres af en, to eller høist tre mænd til det sidste hvilested. Det
har hændt, at et lig blev indsyet i en mattesæk og derpaa lagt
i en overskaaret baad, der maatte tjene som ligkiste. Naar
konen er borte, er hun dermed glemt; frieriet paafølger
umiddelbart, ja mangengang allerede 3 uger efter hendes bortgang er
atter lysning forlangt.

Naar en fjeldfin dør, lægges liget nøgent i en kiste, som er
sammenspigret af 4 bord uden maling eller pynt. Kisten kjøres
da til kirken, stilles der i svalgangen og staar der, til der gives
anledning til at faa liget begravet, det vil sige, indtil jorden tiner
saavidt op, at det bliver muligt at grave op en grav. I den
senere tid, da præsterne blev strengere i at overholde lovens
bestemmelse om gravens dybde, er det paa sine steder blevet
skik, at en stor firkantet grav optages om sommeren, naar jorden
er tinet ialfald et stykke. Denne grav gjøres saa stor, at den
kan rumme alle dem, som dør i vinterens løb. Om sommeren
bliver den gjenkastet. Men hele vinteren staar den aaben.

Spor af gamle finske begravelser finder man endnu den dag
idag i ur og fjeld over hele Finmarken og ned gjennem Nordland.

Hverken i ældre tid eller efter at finnerne blev kristnede,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:52:33 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-2/0196.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free