Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NOAIDERNE OG RUNEBOMMEN.
243
iclet Tingen enten ikke vil flytte sig fra sit sted, eller og, naar
den gaar, gaar for fort og ikke vil standse paa noget bestemt
sted. Da er der intet andet raad end at ofre til runebommen
selv et rensdyr eller andet kreatur, ligesom sagen, de vil spørge
om, kan være af vigtighed til. Naar nogen vil gjøre sig en ny
runebomme, da maa i det mindste 3 eller 4 noaider indbydes.
Et rensdyr og en sturik ofres, og med deres blod bestænkes
runebommen, som indvies med deres sædvanlige juoigen.
Von Westen havde af omvendte noaider faaet over 100
rune-bommer, af hvilke han førte en stor del med sig, da han var
hos Randulf paa Nærøen; resten ventede han efter sig, da han
ikke kunde føre med sig alle. De flinthaardeste finner havde
dog endnu ikke villet levere fra sig sine djævelske instrumenter.
Til runebommen hører den hammer, med hvilken de slaar
paa runebommen, og som efter Nærø-manuskriptet skal betyde
Tors hammer.
Den her omtalte brug af runebommen som en spaatromme
er vistnok nyere, idet bommen fra først af er brugt som tromme
for at komme i stemning.
Denne nyere anvendelse af runebommen blev almindelig
blandt finnerne, uden dog at fortrænge den ældre. Runebommen
brugtes endnu i begyndelsen af det 18de aarhundrede som en
schamantromme. Korte notiser derom findes hos Scheffer,
Hög-ström og G. von Düben. Omstændeligere beskrives en saadan brug
af runebommen hos finner af Jessen og af Sigv. Kildal, og hvad
de fortæller derom, stemmer overens med Historia Norvegiae. Hos
Kildal heder det om noaiden, at han, naar han under sang slaar
paa trommen og løber rundt som en afsindig, ogsaa tager gloende ild
med haanden, skjærer sig med hvasse knive, som slet ikke skader
ham, da han har gjort sig haard; noget, som paa det nøieste
stemmer overens med, hvad Castrén fortæller om samojedernes
tadiber. Dette er skildret udmærket allerede af Richard Johnson,
som i 1556 besøgte samojederne ved Petschora. Noaidens ekstase,
hvori han foretager reiser i aanden for at udforske eller udrette
noget, eller hvori han faar se, hvad der er skjult for andre, kan
fremkaldes uden runebommen som middel.
Runebommen er beskrevet i «Schefferi Lapponia» af Tornæus,
videre i Sporrings «Relation angaaende Finmarken», i Sigvard
Kil-dals «Efterretning om Finners og Lappers hedenske Religion» i
«Skandinaviske Litt.-Selskabs Skrifter», i Högströms «Beskr. öfver de til
Sveriges Krona lydande Lappmarker», i Leems beskrivelse, i Jessens
afhandling, i Friis’s «Lappisk Mythologi», i G. von Dübens «Om
Lappland och Lapparne». En mærkelig beskrivelse findes i det
af Qvigstad udgivne Nærø-manuskript, og det er tegningen fra
denne, som her er gjengivet (pag. 244).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
