- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Anden del (1906) /
246

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

] 246

FINMARKENS AMT.

barselkone, om hun skal have en god fødsel, om døden skal
fange den eller den syge paa den ene eller anden maade, og
saaledes alt andet, som de har interesse af, eller som falder dem ind.

De, som blot bruger runebommen i disse øiemed, vil ikke
regnes lige med dem, som bruger den til at tilføie andre skade
med, saasom de sidste gjør det, som er ondt, men de det
modsatte. Men saasom de alle staar under den samme fyrste og
fordærver, den lede satan, er de af et slags, og den ene ikke bedre
end den anden.

Naar de skal øve denne djævelske kunst, og det gjælder en
vigtig sag, som kanske angaar et helt bygdelag, da samles de
om helligdagene, klædt i sine bedste klæder, og kvinderne med
sine prydelser. Den, som er dygtigst i kunsten, falder med de
andre paa knæ, tager runebommen i venstre haand i
haand-taget under; midt paa skindet lægger lian en viser, som er
sammenkjedet af kobber-, jern-, messing- og sølvlekkjer.
Derpaa tager han frem med høire haand en liden benhammer,
som har formen af et stort T, og idet han holder runebommen
noksaa høit, begynder han med hammeren at slaa rundt
omkring viseren •, først ganske sagte, indtil viseren begynder at
røre paa sig og hoppe. Naar den flytter sig til den ene eller
anden kant, begynder trommeslageren at slaa haardere og
haardere, indtil viseren holder sig paa et af de mærker, som
spørgsmaalet gjælder; for da tror han, at han har truffet det rette.

Men hvis foretagendet ikke skal lykkes, eller hvis det, man
har fore, skal gaa galt, da gaar viseren helt anderledes, og standser
ikke paa den figur, som den skulde.

Alt dette gaar for sig under skraal og samsang, baade
troldmanden og alle de tilstedeværende messer: Saa bede vi, saa
bede vi, at dette lykkes maa o. s, v. Men hvem er det, de
beder til? Ingen anden end djævelen og deres skoggud seiden.

Har nu viseren f. eks. pegt paa en vildrenflok, saa skaffer
de sig paa samme vis at vide, hvad slags offer afguden vel vil
have for sin velgjerning.

Jeg har hørt af en foged, som selv ved et tilfælde har seet
det i Enareby, hvorledes det gaar til ved den troldkunst.

Da viseren pegte paa en hund, som afguden dengang fandt
behag i til offer, greb de hunden ved hovedet og gjorde det
straks af med den og drog med en gang høitidelig offeret frem
til afguden.

Skjønt det høilig fortryder et kristeligt sind yderligere at
tale om saadanne djævelske ting og satans bedragerier, har jeg
dog lyst til at aabenbare, hvorledes troldmændene lærer og
kommer i besiddelse af denne satans kunst.

Da nu ikke alle finner kan være af ens natur, saaledes er

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:52:33 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-2/0256.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free