Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVERTRO. 287
dømme sikkert. At mange af disse forestillinger nu holder paa
at gaa over i eventyrets og digtningens verden, er vel saa, men
efter beretningerne er troen paa stallo og draugen fastere end
troen paa den bibelske histories beretninger.
Hvis nogen saaledes fortæller finnerne i Snefjord i Maasø
herred om draugen eller om stallo, saa siger de: hør, hør! men
hvis han fortæller, at Moses forvandlede Nilens vand til blod, og
at jøderne gik gjennem det røde hav, saa siger de, især kvinderne:
du lyver, og du stedfæster løgnen.
Qvigstad og Sandberg omtaler, at overtroiske begreber om
døde er et fremtrædende træk i de gamle finners og kvæners
religion, ligesom det fremdeles er tilfældet hos de beslægtede
hedenske folkefærd i Sibirien, der pleier at ofre til de døde, forat
disse ikke skal gaa igjen og uro dem. Meget af saadan overtro
sidder endnu igjen hos vore finner. I Sydvaranger pleiede man
i vintertiden, naar der førtes lig til kirkegaarden, at hensætte
disse i kirkens taarnfod, indtil graveren kunde tage sig af dem.
Ved saadanne anledninger pleiede finnerne, inden de skiltes fra
deres døde, at formane dem til at forholde sig rolige. Finnerne
søgte at faa graveren, der var en svaghelset mand, til at høre
op med sin bestilling, da de mente, at han ikke stod sig godt
med dauingerne.
Georg Sandberg var sognepræst i Sydvaranger fra 1875 til
1883, saa han beretter vistnok efter egen oplevelse.
I det følgende er de overtroiske forestillinger ordnede paa
den maade, at først er anført lidt om de ældre forfatteres
beretninger om overtroen, og derefter følger en del overtro, som
øiensynlig er laant af nordmændene eller andre naboer, og saa følger
den vidtløftige overtro, der hører hjemme i det daglige liv, og
knytter sig til dettes gjøremaal.
Den ældre tro paa runebommen, gand o. s. v. er omtalt i
tidligere afsnit.
Fra ældre forfattere er der beretninger om overtro i
Finmarken.
I et brev fra ca. 1520 fra erkebiskop Walkendorf til pave
Leo X heder det:
«Mange fortæller, at i Finmarkens afsides og forborgne
klippehuler sjælene renses for syndernes smuds. Klart
vidnesbyrd herom er ulykkelige og frygtelige røster, som høres fra disse,
og som er hørte af nogle af mine folk, medens jeg opholdt mig
der i landet; men at afgjøre, om dette er sandt, er Guds sag
alene, hvis domme er skjulte og hvis veie er uransagelige.»
Denne tro er kun et skud af en fælleseuropæisk forestilling
i middelalderen. Man henlagde nedgangen til skjærsilden og
helvede til utilgjængelige og rædselsvækkende steder, saaledes til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
