Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVERTRO.
299
Det var sædvanligt, naar en hval skylledes paa land, at
stænge kvinderne inde, forat de ikke skulde se dyret, medens
det endnu var i live. Ellers undkommer hvalfisken, siger man.
En kvinde maa ikke gaa over et fiskeredskab.
Er det saa koldt, at der maa agnes inde i huset, faar ingen
spinde, drikke eller synge der; heller ikke maa man tale om kat,
hund eller andet firføddet dyr, medens agningen foregaar.
Hermed stemmer den gamle vest- og nordlandske folketro,
som giver firføddede dyr egne «sjønavne», hvis man er nødt til
at nævne dem i baad under fiske; saaledes kaldes en gjet
«horn-skaare», en ræv «rovestakk» o. s. v.
Nogle finner tillader sine kvinder kun at fiske i nogle visse
vande.
En række overtroiske forestillinger knytter sig til jagten
ligesom til fiskeriet.
Paa jagt bør man ikke tage med alle slags folk. Sættes
sakse til fangst, bør man være alene.
Bøssen skal man ikke lade alle se, thi den kan blive
forgjort, og da træffer den ikke mere. Naar et dyr er fældet, skal
lidt blod af det skudte dyr smøres paa geværet indvendig; da
skyder man ikke bom.
Dette hjælper oftest ogsaa til at faa et forgjort gevær godt
igjen.
Forestillingen om bøsser, som er forgjort, er ogsaa norsk;
det sædvanlige raad imod forgjorte bøsser er at tvinge en orm
ind i løbet og skyde den ud, men gamle rensdyrskyttere har
ogsaa brugt at smøre bøssen med blod af det fældte dyr.
Skyder man en andens hund, selv om det sker efter
anmodning, med eget jagtgevær, da bliver det forgjort.
Til de steder, hvor der er gjemt skatte i jorden, knytter
der sig som hos nordmændene og vistnok de fleste folkefærd
adskillig overtro. Deslige skatte kalder finnerne ara-kavdde.
Der lever blandt den finske befolkning den tro, at et
saadant sted eller pengegjemsel brænder eller lyser, naar eierne og
arvingerne i første led er døde. Det brænder kun om natten og
ikke alle nætter, men kun sjelden, og det sees kun af saadanne
personer, som lykken vil begunstige.
Men der er mange, som ikke har forstaaet sin lykke, og
man var i ældre tider bange for en saadan natlig ild.
Ser nogen saadan ild, som kunde formodes at være
ara-havddedolla eller skatteild, skal han springe derhen med øinene
stadig fæstet paa ilden, thi hvis øinene om end kun et øieblik
kommer bort fra ilden, forsvinder den.
Saadan ild brænder med en blaalig flamme, der ikke kaster
lysskjær omkring sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
