Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
FINMARKENS AMT.
Klosteret i Petschenga er opført for at modarbeide katholiker,
lutheranere og russiske sekter og indføre den orthodokse lære
blandt finnerne.
Ved slutningen af det 16de aarhundrede synes, efter hvad ovenfor
er berettet, en stor del af de russiske finner udvortes at være
blevne omvendte til kristendommen, og missionsværket synes først
at være bragt til ende her. De russiske finner var efter von
Westen kun i navnet og i iagttagelsen af udvortes skikke kristne.
Von Westen beretter i sin «Topographia», at i det russiske
Lappland er der kirker og bedehuse nok, i almindelighed er der
en i finnernes sommerbyer og en i deres vinterbyer for dem, som
flytter. Hver fin har en helgen i sit eget hus, som han bøier sig
for. Præsterne i Kola og Kandalax kom en gang om aaret til
sommerkirken og en gang til vinterkirken. Stormunken
(hiero-monachen) reiste hvert 4de eller 5te aar paa visitats. To gange
om ugen fastede de, den ene gang i den lange faste før jul 6
uger, den anden gang i fasten før paaske syv uger. Deres
gudstjeneste bestod i at tænde lys for billederne, lade sig røge af
vierøgen, bukke og korse sig. Faa, undtagen de, som boede i
Bomen (nærved grændsen), kunde Fadervor og troesartiklerne.
Naar Isak Olsen spurgte dem om ting, som vedkom
kristendommen, svarede de: «Vor præst ved det, spørg ham, vi ved det
ikke.» Præsterne lærte dem at korse sig, prækede ikke, men læste
op af bønnebøgerne. Om de russiske finner i fjelddistrikterne
heder det i 1766, at de endnu var hedninger eller navnkristne.
I 1783 heder det, at de fleste russiske finner er kristne.
üastrén omtaler dem i sine «Reseminnen från 1838—44»
saaledes: «I religiøs henseende staar de lavt. De har lidet kjendskab
til kristendommens aand og forskrifter, ingen af dem kan læse i en
bog, og kun sjelden kan de faa religiøs sjælepleie af præster fra
en nærliggende russisk landsby eller stad; søndagen helligholdes
saaledes kun som hviledag. I det høieste gaar de ind i
bedehuset, som dog findes i hver landsby eller pogost og slaar nogle
kors for sig foran helgenbillederne, hvilken ceremoni kaldes bøn.
I det daglige liv iagttager de russiske finner trofast den græske
kirkes ceremonier m. m., som hører til den ydre kultus, men
under dette kristne ydre skjuler sig megen overtro. Især er troen
paa trolddom stærkt rodfæstet hos dem. I den største anseelse
staar akkalafinnerne for sine magiske kundskaber. De er ogsaa
i Finland saa berygtede, at bønder helt fra Savolax valfarter til
dem for at gjenvinde sin helbred, sine tabte skatte eller hvad
der ellers kan ligge dem paa hjerte.»
En stor del af de russiske finner hører til starovertsierne, et
parti i den græske kirke, som opstod, da patriarken Nikon af
Moskva (1653—1667, † 1681) reviderede de kirkelige bøger. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
