Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNES OMVENDELSE OG MISSIONEN.
331
nye bøger antoges at indeholde ny lære, og et parti vægrede
sig ved at antage dem, og navnlig i det nordlige Rusland er
disse starovertsier eller raskolniker, d. e. kjættere, endnu
udbredte. De staar hele timer foran sine helgenbilleder og korser
sig osv. Til denne sekt hører mange af finnerne, og Keilhau
fortæller, at ved ordningen af grændsen vilde de derboende finner
heller blive under Rusland af frygt for, at deres børn skulde
blive forførte til at gaa over til den norske kirke.
Noget senere end russerne begyndte svenskerne at missionere
med nogen kraft blandt finnerne.
Under Gustaf Vasas regjering (1523—1560) blev der truffet
flere foranstaltninger til at kristne finnerne. Allerede under hans
regjering skal en kirke være blevet opført i Enontekis.
Han bestemte, at finnerne skulde døbes og undervises, og
om der var udbytte af undervisningen, skulde prøves. Han
beskikkede præster, den første præst hr. Mikkel i 1559 i Torneå
Lappmark, og ogsaa præsterne i nabosognene besøgte lappmarkerne,
men det blev dem forbudt at reise did mere end en gang om
aaret, fordi kongen var bange for, at de skulde kjøbe op, til
skade for kronen, de dyreskind, som tilkom denne.
1559 klagede Gustaf Vasa over, at ikke alle finner lod sig
døbe. Fra Enare berettes, at da præst først kom did for at
døbe, underkastede vel mange sig, men andre tog flugten. Da
disse senere spurgte sine døbte venner, om præsten havde
gjort dem noget ondt, svarede de, at det værste var, at han 3
gange øste vand paa deres hoveder; hvad han ellers tog sig til,
kunde de ikke forklare. At runebommerne blev brændte, bidrog
til, at man frygtede for præsterne.
1 den ovenfor (bind I, pag. 8) nævnte beretning om Finmarken
fra aarene mellem 1570 og 1590 heder det om finnerne i Finmarken:
«Om deris religion oeh guds dyrckelse kand icke mange aff
sige, thi de haffue ingen rett Guds kundskabff, som ieg
fornum-mid haffuer, almindelig till fieids, men de Finder vd med
søe-siden, de erre well meste parten christnedt, dog de wiide lidet
huor dett er gott forre, men de som er en xl eller 1 aar gammel,
de erre icke christned, och inthet de achter dett att werre, enthen
ondt eller gott, och nogen faae kand well lere deris catechismus
lerdom, dog de viide icke huor till den duer, dog epter deris
thro och bekienndelse tilstedis de till sacramentet, dog de wiide
icke, huor till dett er gaffnlig, vden alleniste meene, att naar
de gaar saa til sacramentet, da skall de haffue dis større lycke
till fiskerie och vegskop. Och huor hand kommer paa fielden
och weger och faar noget diur, rinn eller andet, da giør hand sig
straxs en gud aff en stor steen eller thræ, huor hand det finder,
nest hos der som hand felder diurett, och der offrer hand till
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
