Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNES OMVENDELSE OG MISSIONEN.
345
Eiendommelig nok har Læstadius’s ensidige lovforkyndelse
hos hans efterfølgere slaaet fuldstændig over i et slags
hyper-evangelisme. Den hellige skrifts lære er en død bogstav, der
ikke kan udøve nogen magt, om den ikke forklares af de kristne,
der har den Helligaand. Da nu med kristne kun menes
partiets tilhængere, saa følger deraf, at veien til aandelig oplysning
ikke er at læse Guds ord, men at høre det forkyndt af
læstadianerne, som har den Helligaand og derfor ikke kan tage feil,
men er ufeilbarlige. Guds menighed og kirken er læstadianernes
samfund.
Her, forsikres der, findes det største lys, som har brændt
paa jorden siden Kristi og apostlernes tid. Dette lys er opstaaet
langt oppe i det høie norden i en ubemærket vraa af verden,
som engang det foragtede Galilæa var det fjerne sted, hvor det
lys opstod, som skinnede over verden.
Læstadianerne lærer, at der er to riger, lovens, som er de
egenretfærdiges og ugudeliges, syndens og dødens rige, og Kristi
rige, som er de rette kristnes, naadens og syndsforladelsens rige.
Det første regjeres af loven, det sidste kun af evangeliet.
Overgangen fra lovens rige til Kristi rige sker ved, at
menneskene bekjender sine synder for «de kristne» og modtager
syndsforladelse af dem, slutter sig til deres samfund og antager deres
tro i alt. Derfor kan syndernes forladelse kun faaes ved skrifte
for og absolution af «menigheden». Dette er nu det vigtigste
dogme inden læstadianismen.
For at formaa de udenfor staaende til at skrifte er det
fordum nyttige aandelige ban ikke længer lige anvendeligt, og
det «lovlige» ban har maattet give rum for en lokkende
overtalelse i evangelisk stil, hvor man blot indtrængende formaner
til den enkle bekjendelse : jeg tror.
Andet end troen vil man knapt høre tale om: «Lad
djævelen og de egenretfærdige forbedre sig», siger læstadianerne. «Den
Helligaand leder os i alt til sandhed.»
Følelsesudbrud fandt fremdeles sted og var lige
voldsomme som før, som man kan se af den drastiske beskrivelse,
hvori biskop Lars Landgren oplyser om, hvad han erfarede paa
sin visitation i Pajala 1877: < Efterat prækenen begyndte,» siger
bispen, «hørtes først blandt nadverdsungdommen de sædvanlige
udraab: hih! huh! Da dette havde holdt paa en stund, brød de
ældre kvinder ud i klagehyl, som overgik rævens og ulvens i
styghed. I den store midtgang strakte en kvinde frem sin hage
og gjødde som en hund. Under denne scene maatte præsten
selvfølgelig afbryde sin præken. I talen fra alteret udtrykte
jeg min forundring over, at de fromme her i landet ei søgte
mønsteret for sin gudstjeneste ovenfra, fra himmelen, hvor Guds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
