Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346 FINMARKENS AMT.
engle lovede den høieste med liflig musik, cymbeler og harper,
men istedet ligner de onde aander i afgrunden, som feirer
sine sammenkomster med tudende, skrigende og skjældende raab.
Naar disse sidste ord oversattes paa det kvænske sprog og ordet
helvetissa (i helvede) nævntes, saa for kvinderne op fra sine
bænke med vrede blikke og skyndte sig ud paa kirkegaarden, hvor
de opsendte om muligt endnu mere hjertesønderrivende
nød-raab.»
Allerede i middelalderen heder det, naar finnernes
troldkyndighed omtales, at de kunde ligge som livløse, medens den urene
aand i ekstase forlod legemet for at foretage farter over høie
fjelde og dybe dale, og legemet laa igjen som livløst.
Det er, som før berørt, videre omtalt af mange forskere, helt fra
Tornceus til Friis, at finnerne ved en ubetydelig anledning, et skrig,
en gnist, som spraker ud fra ilden, kan komme i den heftigste
bevægelse og slaa om sig som afsindige, indtil de daaner bort.
Allerede Högström beretter, at man i kirken har fundet hele
hobe besvimet, eller at en og anden reiser sig i vildelse og slaar
til de nærmest siddende.
Deslige aandelige rørelser, der vel i ældre tid har ledsaget
deres trolddom og i vore dage ledsager de religiøse bevægelser,
er vel kjendt blandt finner og ogsaa blandt kvæner, og begge
nationer har ord for dem. Finnerne kalder det likkatus, og ordet
bruges mest i flertal i formen likkatusak, og kvænerne har et
tilsvarende ord for det samme, liikutus.
Denne finnernes sygelige ubeherskethed, ledsaget af
daanel-ser, maa kjendes for at forstaa de religiøse bevægelser og deres
pathologi.
I Koutokeino er likkatusak, ledsagende den religiøse
bevægelse, kjendt fra gammel tid.
Præsten i Koutokeino fra 1774—1780 hed Olav Hjorth og
skal efter et sagn have været en dygtig præst, men en barsk
og streng mand, beretter J. Friis. Finnerne kaldte ham
«Garra-Hjorthan, d. e. Haarde-Hjorth. I hans tid skal der have gaaet
en religiøs vækkelse gjennem befolkningen, men af en fredeligere
karakter end i 1852.
Meget gamle folk, som var med i vækkelsen i 1852, kunde
erindre eller havde af sine forældre hørt fortælle om hine
tidligere vakte. Ogsaa dengang havde de vakte det med
konvul-siviske bevægelser af legemet, med at komme i ekstase og at
tale i vildelse efter opvaagnen af en slags besvimelse. Man
kaldte disse folk dengang «tsjuorvvok», d. e. raabere, fordi de
drog omkring og raabte eller høilydt opfordrede folk til bod
og bedring. Forøvrigt skal de have levet et stille og
ulasteligt liv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
