Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
FINMARKENS AMT.
er blevet vundne, har i almindelighed enten havt noget kvænsk
blod i sig eller har været gift med kvænske ægtefæller.
Den norske befolkning ser med uvilje paa kvænernes støiende
og larmende aandelighed, medens disse fra sin side negter
muligheden af, at nogen kan blive frelst i den norske kristendom, som
de anser for egenretfærdig gjerningshellighed eller en haabløs
trællen under loven. Det er derfor en mening i Finmarken, at
nordmænd og kvæner har hver sin Gud.
For at kunne optages i læstadianernes samfund og
anerkjendes som broder og troende forlanges i almindelighed offentlig
bekjendelse for menigheden af bod og tro i forbindelse med
omfavnelser og beden om «forladelse» hos hver enkelt af de
«troende». Hos kvinder sker denne omfavnelse og «beden fra halsen»
(rukoilla kaulasta), som det kaldes, gjerne altid under konvulsivisk
skrigen og efterfulgt af en bevidstløs dvaletilstand.
Læstadianernes lære og liv lastes paa grund af forkjætrende
tolken af Guds ord, fanatisk dømmesyge og skrøbeligt kristenliv.
Man finder mellem læstadianere og ikke læstadianere fanatisk
antipathi, der har affødt dømmesyge, uforsonlighed, daarligt
naboskab og ukjærlighed.
Læstadianerne har sin egen maade at hilse paa. Den
bestaar i en halv omfavnelse.
For ca. 20 aar siden tumlede folk, f. eks. i Vestretanen, sig
omkring under hyl og skrig i vild, sværmerisk dans, indtil fraaden
stod dem af munden; i etslags afsind kastede de sig baade i ild
og vand eller slog sig fordærvet mod sten eller væg, saaledes
som et paalideligt øienvidne beretter, skriver missionspræst
Tandberg, der ofte omtaler disse rørelser eller likkatusak i
beretningerne om finnemissionen.
Der gribes undertiden til fysisk revselse for at bringe folk ud
af disse aandelige rørelser, saaledes som dette eksempel viser:
Det var kvænsk gudstjeneste, midt under altergangen. Rundt
alterringen knælede en skare af finner og kvæner, blandt disse
ogsaa en læstadiansk kvæn fra Seida, en af dem, der hyppigst
og stærkest pleiede at gribes af de bekjendte likkatusak
Midt under meddelelsen af brødet og vinen flk han et af
sine værste anfald. Tilsyneladende sansesløs hang han over
alterringen, hoved, arme og ben gik paa ham som møllehjul,
"medens uartikulerede lyd trængte sig frem af hans mund. Vant
•som præsten var til disse rørelser, ænsede han ham ikke, men
lod ham uforstyrret fortsætte med sine øvelser. Pludselig kom
der et skarpt smeld, hvorefter alt blev stille. Det var hans
uabo, en resolut kvænkone, vistnok hans bedre halvdel, der ved
en kraftig kindhest søgte at kalde ham til orden fra hans
aandelige ekstase. Midlet viste sig probat, om end kun for en stund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
