- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Anden del (1906) /
360

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

360

FINMARKENS AMT.

gjenfødelsens opstandelse. Rædselsfulde var de ord, der som i
havsnød vred sig op fra Karjalainens bryst, da han begyndte at
tale. Tilhørerne hulkede og skar ansigter, vanvittige øine stirrede
hjælpeløse omkring. Men nogle var hæslige i sin utidige og
uægte ekstase, som f. eks. en kvinde, der var fra min hjembygd
Karasjok. Hun vilde aabenbart vise mig, hvad for et gedigent
Guds barn hun nu var bleven. Hun var den første til at sprætte
op og belje med en uhøvisk bred kjæft.

Karjalainen gjorde en pause. Hans ansigt begyndte lidt efter
lidt at forklares. Med en berusende glæde, med et tonefald, der
var dugget af et overvældet hjerte, læser han op af den tykke
bibel: «Thi lammet, som er i tronens midte, skal vogte dem og
lede dem til livsens vandkilder, og Gud skal aftørre hver taare
i deres øine.» Han smilte, han lo, tilhørerne smilte, lo, formelig
brast i latter. Nogle sprat op, hoppede og dansede i skinbarlig
vanvittig glæde, rev stolene overende og laa glædeshylende i
hinandens arme, kvinder og mænd i en lurvet masse. En fed,
ung kone sprællede som en hallingmand; buksen gled nedover
knæerne. Hendes mand rykkede hende i kuften: «Du, drag
buksen op!» Men hun sandsede ingenting. De troende sendte
hinanden skinnende smil. «Ogsaa David dansede nøgen foran
Herrens alter.»

Da de dansende lidt efter lidt blev udmattede og laa i en
bedøvende rus, reiste stedets leder sig op og sagde: «Lad os
bekjende vore synder!»

Den fede kvinde vaagnede pludselig, tog et raskt tag i
bukserne, heisede dem op og diskede op et synderegister. De
troende saa smilende paa hinanden, med et næsten haanligt:
«Var det ogsaa noget!» og saa sagde de i kor: «Vor søsters
synder skal være hjertelig tilgivet!»

Men den beljende kvinde fra min hjembygd vilde ikke staa
tilbage og vartede op med en hæslig historie, som ikke kan
gjengives.

Og eftersom de mange betyngede samvittigheder lettedes,
saa man i øieblikket kunde siges at være hartad uden synd,
begyndte humøret at stige. Man karvede tobak i snadderne,
pratede om heste og snakkede fortrolig om Vorherre og den
Hellig-aand. Min landsmandinde sad foran Karjalainen og gjorde
sig lækker; men Karjalainens sædelig alvorlige øine vendte sig
med modbydelighed bort fra den hæslig letsindige kvinde.

Det skal siges til læstadianernes ros, at de afholder sig fra
drik og tyveri.

Her bor menneskene, med asiaterblod i sig, ansigt til ansigt
med Gud, med Jumala. Havet er stort og farligt, fjeldene øde
i sin store bredde. Vinterens mørketid er lang og knugende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:52:33 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-2/0370.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free