Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SAGN.
369
ledte efter indbyggerne. Da gjøede en hund, som præstefruen
havde taget med sig i hulen, og derved opdagedes flygtningerne,
som alle blev dræbte. I lang tid laa deres ben i bergkløften,
som har faaet navnet Dødmandsriften.
Af hundeæt.
Et par steder finder man den forestilling, at finnerne skulde
være af hundeæt. Saaledes heder det i «En liden undervisning
om Finmarken», forfattet mellem 1570 og 1590:
«Dett siiges well a ff mange (: ieg will icke sige :) wanuitrtige
mennisker, som well kand skee en partt icke andet throer, end
att Finderne skulde werre kommen och afflede aff et vnderlig
slegt, som de meener af hunndeslegt, och will ieg tro att de
haffuer den thancke der aff, att de hører deris maall och snack,
er møgit glumsk (larmende) och lader møget vnderligt, thi ingenn
kand det rett skriffue eller lere.
Sammeledis naar de skulle quede, eller de skall græde, da
lader de alt ens, ligesom en hund, naar den hyler eller rober,
der aff will enn partt beslutte, att de skall werre aff samme
slecht, menn det kannd ingenlunde werre i nogen maade mueligt,
thi de erre jo Guds gode creature skabfft aff Gud, epter hans eget
billede som well siuffnis, thi saa meget som legomett er
anrøren-dis, da kand ingen skille dennem fraa nogen andre christne folck,
enten danske, nordske eller thydske, paa derris skabelse och form
i nogenn maade.»
Ogsaa Isak Olsen nævner, at finnerne delvis er opstaaet ved
blanding af hunde og mennesker; andre nedstammede fra en pige
og en ren, og han nævner endnu i hans tid levende finner i
Finmarken af hundeæt og renæt.
I Storakers samling (i manuskript) heder det fra Nærø i
Namdalen:
Om finnernes oprindelse fortælles følgende: «Da Kain, Adams
søn, var landflygtig, havde han omgang med en hund, og det
afkom, som da opstod, blev kaldt finner.»
Disse sagn eller disse forestillinger hænger sammen med en
gammel primitiv folketro, som synes at være overmaade vidt
udbredt hos forskjellige folkeracer. De fleste saakaldte naturfolk
og ogsaa mange kulturfolk udleder sine ældste stamfædres
herkomst fra dyr eller lader dem være afkom af dyr og mennesker.
De mange vel kjendte sagn om, at stamfaderen næres af en
ulvinde eller tispe, som f. eks. sagnet om Romulus og Remus, er
alene en afsvækkelse eller rationalisering af den oprindelige tro
paa ligefrem dyreherkomst. Saaledes har eskimoiske stammer
sagn om en kvinde, som havde en stor mængde børn med en hund.
•24 — Finmarkens amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
