Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTNING OG MUSIK HOS FINNERNE.
377
Men finnernes sands for kunstneriske nydelser er i det hele
ikke stor; et godt maaltid mad, en liden rus eller en gemytlig
sladder er det, de sætter høiest.
Naar de er drukne, pleier de at improvisere noget galimatias
med gryntetoner.
Selv ædrue finner juoiger, og da lyder det ikke fuldt saa
hjertegribende.
Juoigingen er et eiendommeligt recitativ i en række
strubelyd snart i høi og snart i lav toneart; det er den nationale finske
skaldekunst, men kan kun i høist uegentlig forstand henregnes
til digtning og sang.
I Qvigstads og Sandbergs finske eventyr berettes, at finnerne
i træerne anbragte store og smaa ringe af jern og kobber, som
de fæstede langs træstammen, idet de borede huller i stammen
og satte ringene i disse huller, vekselvis store og smaa. Paa
den maade skulde de lokke en hel del vildt til træet og saaledes
fange det i udstillede snarer; thi naar disse ringe rørtes af
men-neskehaand eller af vinden, gav de lyd, og naar vildtet hørte
denne lyd, løb det efter den lange veie. De træer, som
indbragte dem saameget, ærede de paa den maade, at de bar hen
til dem penge og andre ting af sølv, fingerringe og saadant sølv,
som de fandt i fjeldene. Dette hængte de op i træet eller bandt
det om træstammen. Paa den maade tilbad de den døde natur.
Vildrenfangsten var som omtalt i ældre tid en vigtig
næringsvei for finnerne. Efter denne beretning skulde renen lade sig
lokke i snaren ved lyden af de i træerne anbragte metalringe.
En fjeldfin traf, da han reiste paa fjeldvidden, et redskab
med ringe, hvormed folk i gamle dage havde troldet til sig
vildren. I en tømmerstok var der jernløkker med de omtalte
jernringe, som klang naar tømmerstokken sattes i bevægelse.
Fjeldfinnen forsøgte at sætte dette redskab i bevægelse, og
da det klang, begyndte han at joige med følgende ord:
Denne har (le vel ladet klinge,
naar de troldede til sig vildren,
de gamle i fortiden,
de afdøde gubber.
Da lokkede de vildrener
langt borte fra til denne fjeldvidde,
og snehvide rener kom,
kulsorte ogsaa.
Her har vel vildrener
gryntet og vrimlet,
mændene slæbt sig frem paa brystet;
bøsserne knaldet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
