Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376 FINMARKENS AMT.
vidjebark, og ligeledes har mundharpen længe været kjendt hos
dem. Men end ikke ved brylluper finder disse instrumenter
anvendelse; thi musik forekommer ikke hos dem.
Den handling at synge kalder finnerne «juoigyam» eller
«juoi-gem», og at synge paa finsk vis heder «juoiggat» eller «juoigastet.»
En joigesang heder luotte, en salme heder salbma og en sang af
verdsligt indhold lavla. Juoigamsange udføres paa en eiendommelig
og ensformig melodi, som snart er bedrøvelig og klagende, snart
munter, snart fuld af hevnlyst og raseri o. s. v. Skal sangen
udtrykke harme, sker det ofte i forbindelse med tænderskjæren,
og naar den skal være haanlig, udføres den med en ialfald for
uvante øren mindre behagelig lyd. Teksten bestaar ofte af blot
nogle faa ord, hvilke gjentages af sangeren i det uendelige, og
han tilsætter alleslags bilyd som aaa, ooo, oaa og lignende.
Indholdet er sædvanlig temmelig magert, og selve formen er
stærkt haltende; de hjælper paa ved at fylde ud med de nævnte
lyd af forskjellig art.
Finnen juoiger om alt, som han ser, og som han lægger
mærke til. Den, som gjæter ren, juoiger flittig for at holde
ulven borte. Ulven er et stadig tilbagevendende motiv.
Som eksempel kan nævnes denne gjætersang fra Utsjok,
der bruges naar man opdager spor efter ulv eller tænker paa dette
dyr. Teksten bestaar af følgende fire ord:
Kumpi koikan
klikkes seipe.
(Magre ulv med den lange hale).
Men ved gjentagelser og tillæg forlænges sangen til det uendelige.
Efter russiske finners udsagn har den onde først undervist
en gammel kone i at juoige, og for at lære det maatte hun
forpligte sig til at slikke djævelens spyt op fra en glødende sten.
Nær ligger her at formode, at det er præsterne, som har bibragt
finnerne denne forestilling om «juoige»-kunstens oprindelse.
Desuden forekommer endnu hos finnerne saakaldte tolus juoiggam eller
fortidssange, i hvilke ogsaa overmenneskelige kræfter og usynlige
ting berøres.
I dem skildredes dels finnernes tidligere skjæbne, dels er de
saadanne, som blev sunget ved ofring og ved trolddomskunsterne,
dels saadanne, med hvilke man forsøgte at fremkalde overflod af
vildt i skog og fisk i sjø. Af disse sange lever dog nu som
regel blot ufuldstændige brudstykker i erindringen hos ældre folk.
Og selv disse brudstykker fremsiges høist nødig, dels af frygt
for verdslig straf, dels af religiøse hensyn. Thi saadanne
djævelske og fordærvelige sange, siger man, bør ikke komme til
efterverdenens kundskab.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
