Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412
FINMARKENS AMT.
brand. Da bjørnen mærker varmen, vil den ned, men ræven beder
den vente lidt, forat farverne kan blive stærkere. Saa svider
ilden haarene paa bjørnen; fra den tid af ser bjørnen svid ud.
Hos finnerne har vi i steden for høstakken en tjæregrube,
hvori bjørnen brænder op lige til knoklerne. Til denne
formning har saa sluttet sig fortællingen om, at ræven samler
knokkelresterne i en sæk og sælger sækken til en fin for hans rensdyr,
lader renerne slagte af andre dyr og endelig skræmmer dem bort,
saa han faar alt kjødet alene. Denne finske form har siden
bredt sig mellem finlænderne. Det tør tilmed være et
spørgsmaal, om ikke hele dette motiv er af finsk oprindelse.
Den anden halvpart af eventyret fra Karasjok gjør indtryk
af at være opstaaet hos finnerne selv, men her og der synes
fremmede sagntræk at skinne igjennem; saaledes minder rævens
opfordring til fiskene om at bære ham over elven om et nordisk
legendesagn om jomfru Maria, som opfordrer forskjellige dyr til
at bære hende over en elv. Ogsaa trækket om aspens øine synes
at staa i forbindelse med en nordisk folketro.
Finsk sprog. Finnernes ligesom kvænernes sprog hører til
den store sproggruppe, som kaldes de finsk-ugriske sprog.
Ungareren Johann Sainovics, som ledsagede pater Heil paa
hans reise i Finmarken (bind I, pag. 13), har skrevet en
afhandling, hvorefter ungarernes og finnernes sprog er det samme. Den
er oversat fra latin af M. E. Fleischer og findes i «Skrifter i det
kjøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere», 10de
del, 1765—1769.
Sainovics oplyser i dette arbeide, at han er født i Ungarn af
ungarske forældre; og han mener, at man aldrig kan faa
paa-vist overensstemmelsen mellem finnernes og ungarernes sprog,
medmindre den, som anstiller undersøgelsen, er født fin og
opholder sig i Ungarn, eller er en ungarer, som lever mellem finner.
Rigtigheden af Sainovics opfatning af de to sprogs slægtskab
er sikker nok.
Finnernes nærmeste slægtninge i sproglig henseende er
foruden kvænerne (karelerne), esterne, liverne, mordvinerne og
endelig magyarerne. Disse sidste kaldes af slaverne for ugrer,
hvoraf navnet Ungarn. Den hele sproggruppe pleier, som berørt,
at kaldes de finsk-ugriske sprog. Da finnerne er spredt over
store strækninger, er deres sprog meget forskjelligt ikke alene i
forskjellige lande, men ogsaa inden samme lands grændser. De
finner, som bor længst fra hverandre inden samme land, forstaar
ofte ikke hverandres dialekt, og end mindre forstaar en norsk
eller svensk fin en russisk fin fra Ponoi paa Kolahalvøen.
Det finske sprog kan efter Qvigstad inddeles i 4 hoveddialekter:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
