Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4 22 FINMARKENS AMT.
kvæner. Af de sidste kunde 1 220 mere eller mindre
fuldkomment benytte det norske sprog som meddelelsesmiddel, medens
kun 573 finner kunde tale norsk.
I 1900 var der efter folketællingen ialt 18 409 nordmænd,
9 572 finner og 5 406 kvæner; af disse sidste kunde 1551 mere
eller mindre fuldkomment benytte det norske sprog, af finnerne
kunde 1 187 tale norsk.
Af kvæner kunde efter dette i 1890 20.6 pct. tale norsk og
i 1900 28.7 pct.
Kyndigheden i norsk blandt kvænerne skulde efter dette nu
være i tiltagende.
Blandt finnerne var der i 1890 6.0 pct., som kunde tale
norsk, og i 1900 12.6 pct.
Fordringerne til præsterne om at præke paa kvænsk er ikke
opretholdt i sin strenghed.
Ved kgl. res. af 4de juli 1859 blev det bestemt, at de, som
ansattes som sognepræster i Sydvaranger, Vadsø, Vardø, Tanen
og Alten skulde skaffe sig kundskab i det kvænske sprog,
forsaavidt de ikke tidligere havde erhvervet den. En af
stiftskapella-nerne i Tromsø stift skulde ansættes med lignende forpligtelse.
Sognepræsterne i Vardø og Tanen blev kun paalagt at erhverve
sig saa megen kyndighed i sproget, at de paa forstaaelig maade
kunde foredrage læsestykker i dette.
Da fornorskningen af den kvænske befolkning i den sidste
tid antages at være gaaet frem, er der faldt resolution om, at
forpligtelsen til at lære kvænsk herefter skal bortfalde for Tanen
sognepræstembedes og stiftskapellaniets vedkoihmende. For de
øvrige nævnte embeders vedkommende kan forpligtelsen
indskrænkes til kun at erhverve saadan kyndighed i sproget, at et
læsestykke kan foredrages paa forstaaelig maade, eller helt bortfalde,
saa snart dette antages at kunne ske uden hinder for præstens
gjerning i menigheden.
Kommunikationsmidler.
Før den lange norske kyst blev befaret af dampskibe, var
færdselen tungvindt og besværlig, og reiserne tog lang tid. Særlig
var dette tilfældet med Finmarken, som ligger fjernest, og den
hurtigste og sikreste forbindelse med udenverdenen, ialfald om
vinteren, gik over Haparanda med renskyds.
Endnu er der store strækninger i Finmarken, hvor reiserne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
