Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNE I GAMLE HISTORISKE SAGN.
ölft
var ham utro: bladet i hendes haar; hun var netop kommen fra
et stevnemøde i haven med sin elsker.
Senere bliver Merlin paany fanget og ført til kongen. Ved
kongshallen ler han af en dørvogter, som tigger, skjønt han
sidder paa en umaadelig skat, som er skjult i jorden, og kort efter
ler han af en ung mand, som kjøber lær til skotøi, skjønt han
straks skal dø. Paany lover kong Rodarchus ham friheden,
dersom han vil forklare sine latterudbrud. Og det gjør han da.
Efter at være sat i frihed, spaar han kongens død.
Galfrid af Mowmouth fortæller i sin britiske historie:
«Merlin profeterede om mange ting, og kong Vortigern
undrede sig saare. Han bad Merlin fortælle sig om sit livs
ende. Merlin svarede: «Undfly Constantins sønners ild, hvis
du kan undgaa den. De gjør allerede sine skibe rede, de
forlader allerede den armoriske kyst, de udfolder sine seil paa
havet, de vil drage til Britanniens ø og angribe saksernes folk;
men først vil de stænge dig inde i et taarn og brænde dig op.
De vil søge at hevne sin faders død paa dig. Find derfor et
tilflugtssted, om du kan; imorgen vil de lande ved totonesiernes
strand.» Og straks da morgendagen kom, landede Aurelius
Ambrosius med sin broder og 10 000 soldater og drog med sin hær
til Cambrien mod byen Genoreu, hvor Vortigern var flygtet hen.
Aurelius tog straks fat paa beleiringsarbeiderne og prøvede at
rive murene ned. Da intet andet hjalp, brugte han ild mod
borgen. Og da ilden først havde grebet om sig, brændte den
stadig, til den havde brændt op baade taarnet og Vortigern.
Nærmest til denne fortælling om Merlins spaadom om kong
Vortigerns død slutter følgende beretning i Halvs saga sig, efter
sine grunddrag:
«Den høst roede en fader og en søn ud paa fiske ; den ene
hed Handir og den anden Hrindir. De drog op en marmæl
(mar-mennill), og ham bragte de til kong Hjorleiv. Kongen overgav
ham til en kvinde i hirden og bad hende være god imod ham;
intet menneske flk et ord af ham. Kjertesvendene tog tag og
kom til at slukke lysene. I det samme slog Hild ud et horn
paa Æsas kappe. Hild og Æsa var Hjorleivs hustruer. Kongen
slog til Hild med haanden; men Hild sagde, at det var hundens
skyld, den laa paa gulvet. Saa slog kongen hunden. Da lo
marmælen. Kongen spurgte, hvorfor han lo. Han svarede: «Du
bar dig dumt ad; netop de to kommer til at berge dit liv.»
Kongen spurgte om flere ting; han svarede intet. Siden sagde
kongen, at han vilde føre ham tilsjøs igjen, og bad ham sige sig
det, som han trængte at vide. Da marmælen blev bragt til sjøen,
fremsagde han et vers: «Han ser en lysning langt syd i havet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
