Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNE I GAMLE HISTORISKE SAGN.
649
udfører her sine anslag mod datterens liv ved en heks’s hjælp.
Ved det sidste drabsforsøg, som sker ved hjælp af en ny
klædning, ved feerne ikke at finde aarsagen; de lægger hende i en
krystalkiste, besat med ædle stene, binder saa kisten paa ryggen
af en af sine heste og beder den gaa og ikke standse, før den
træffer en, som siger til den: «Stands for Guds skyld! for jeg
har mistet min hest for din skyld.» Kongens søn har været
paa jagt og faar øie paa hesten med kisten; han rider efter, for
at tage den igjen; men sprænger siu egen hest under forsøget,
springer saa selv efter, til han ikke orker mer; da raaber han:
«Stands for Guds skyld! for jeg har mistet min hest for din
skyld.» Saa standser hesten, og han fører den og kisten med
sig til slottet og bærer kisten til sit kammer. Saa raaber han
paa sin mor: «Mor, jeg har været paa jagt, og jeg har fundet
en kone.» «Men hvad i alverden er det? Et lig!» siger hun.
«Gjør dig ingen illusion, det er min kone,» siger han. Men fra
den dag gik han aldrig længer paa jagt, søgte ingen adspredelse,
gik ikke engang tilbords, men spiste i sit eget rum. Saa hændte
det, at han flk krig og maatte drage ud; da bad han sin mor
skaffe to paalidelige kammerpiger; de skulde ikke gjøre andet
end at passe kisten: «Hvis den kommer til noget, saa dræber
jeg kammerpigerne.» Men moderen og kammerpigerne glemte
kisten, og da kongen meldte, at han havde seiret og snart kom
tilbage, kaldte dronningen paa dem og sagde: «Nu er vi ilde ude.»
«Hvordan det, deres høihed?» svarte de. «Jo, min søn kommer
hjem om et par dage, og I ved, hvordan vi har passet paa
dukken.» «Huf ja,» svarte de; «kom lad os gaa og vaske fjæset
paa dukken.» Saa gik de til kongens værelse. Da var ansigtet
og hænderne paa liget rent skjult under støv og flueflekker. Men
medens de vaskede ansigtet, faldt der nogle draaber af
skidden-vandet paa hendes dragt, saa den blev flekket. Kammerpigerne
begyndte at graate og løb til dronningen. Dronningen sagde:
«Hør nu, løb til en dameskrædder og faa gjort en dragt ganske
lig denne og hav den paa hende, før min søn kommer.» De saa
gjorde, og da den nye dragt var færdig, begyndte de at klæde
af liget. I det samme de tog af hende det første ærme, slog
hun øinene op, og kammerpigerne för op i rædsel; men en af
dem, som havde mere mod, sagde: «Jeg er et kvindfolk, og
dette her er og et kindfolk, hun æder mig da ikke.» Saa klædte
hun liget helt af. Da sprang den døde ud af kisten, og
kammerpigerne faldt paa knæ for hende og spurgte, hvem hun var.
Hnn fortalte dem hele sin historie. Saa vilde hun vide, hvor
hun nu var, og det fortalte dronningen hende. Da kongen skulde
komme, lod dronningen hende tage paa sig en hel dronningdragt
og gjemte hende saa i et lidet kot. Kongen blev mødt med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
