Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LAANORDENE.
«67
regnes helt fra den ældre jernalder, men det er dog neppe
nødvendigt at føre laanordenes sprogform helt tilbage til
runernes tid.
Man kan neppe føre disse laanord længer tilbage end til
vikingetiden.
Det er tidligere (bind II, pag. 415) anført en hel del finske
laanord, og det er omtalt, at stedsnavnene paa øerne i Finmarken
er laante af finnerne fra nordmændene, ligesaa de fleste navne
paa fiske og andre dyr i havet, men ikke navnene paa fiskene i
elvene. Ligesaa er laant navne paa sjøfugle og paa det, som
vedkommer baade og seilads, og endelig alle navnene paa de
almindelige husdyr, undtagen hunden. Videre er laant navnene
paa metallerne.
Det, som skulde sluttes af dette, maatte da være, at finnerne,
da de stødte sammen med nordmændene, ikke kjendte havets
dyr, ikke forstod sig paa seilads og ikke kjendte andre af de
almindelige husdyr end hunden og renen, der dog ikke kan kaldes
husdyr i almindelig forstand. Den halvtæmmede ren med
dens store mangfoldighed af finske navne (se bind II, pag 92)
synes efter rigdommen paa navne at dømme at være urgammel
hos finnerne.
Desuden skulde man af stedsnavnene paa øerne slutte, at
nordmændene var kommet tidligere til disse end finnerne.
Finnerne fremstilles i de ældre skildringer som et jægerfolk,
hvad de jo ogsaa delvis var; deres vaaben var buer og pile, og
de klædte sig i dyreskind o. s. v. Men høist sandsynlig er
renavlen urgammel hos dem; thi vistnok omtaler de ældre forfattere,
der ved lidt om finnerne, dem som et jagtfolk, men at den
halvtæmmede ren var gjenstand for eiendom, har de ældre forfattere
maaske ikke opfattet. Paulus Diakonus (ca. 730—800) omtaler,
at det «hos dem findes et dyr, der ligner hjort», og han har
seet en kjortel af dette dyrs skind; haarene sad paa og kjortelen
rak til knæerne. Naar der heder, at der hos dem er et dyr,
som ligner en hjort, saa er vel her antydet noget andet, end at
de drev jagt paa dette dyr; thi hvorfor skulde ellers renen nævnes
alene.
Den ældste norske beretter i det niende aarhundrede, Ottar,
fortæller, at renen var gjenstand for eiendom, og at finnerne havde
lokkeren, som var dyre.
Friis antager, at finnerne først af de nordiske folk har lært
at tæmme ren og at leve som nomader af dem. Han slutter
dette deraf, at finnerne intet andet ord har for «tam» og «tæmme»
end det norske laanord dames og dabmat. Qvigstad bemærker
hertil, at rensdyret er ikke tamt som et almindeligt husdyr, og
ordene dames og dabmat bruges ikke om rensdyr i almindelighed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
