Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GRÆNDSEREGU LERINGEN AF 1751.
721
for at faa grændsemærkerne anviste. Han benyttede saavel norske
som svenske finner, idet begge parter skulde bistaa hinanden ved
mærkernes udvisning.
De norske og svenske ingeniører og sekretæren opholdt sig
i Nordland vinteren 1747—48 og udarbeidede et foreløbigt forslag
til grændselinje, dateret Erviken i Trondenes præstegjeld den
28de marts 1748 (Nordlandsmødet).
I mai 1749 traadte kommissærerne Mangelsen og
Klinkow-strøm sammen til et afsluttende møde i Strømstad
(Strømstad-mødet).
6te september 1749 indsendte Mangelsen et forslag til
grændselinje, hvorom han og Klinkowstrøm var bleven enige, undtagen
for et steds vedkommende, nemlig ved Tana. Mangelsen forlangte,
at grændsen skulde følge denne elv, medens Klinkowstrøm vilde
have en vestligere grændselinje.
Forhandlingerne om Tanalinjen udhalede sagens afgjørelse.
Først den 3dje oktober 1751 kunde Mangelsen indsende konceptet
til grændsetraktaten og dens to kodiciller. Disse blev ratificerede
den 10de december 1751. Den 31te s. m. blev de to separate
artikler ratificerede.
Grændsetraktatens 1ste kodicil og tillæg angaar finnerne.
Den 2den kodicil fastsætter reglerne for grændsens
«redressering» og røssættelse m. m. Denne foregik i aarene 1753—67
(approberet ved res. af 18/12 1767) og lededes af Mangelsen og
Klinkowstrøm som kommissærer.
Ved reguleringen af den lange grændse mellem Norge og
Sverige blev der ialt 26 tvistepunkter paa Nordlandsmødet.
Ved Tysfjorden opstod der spørgsmaal, om fjeldryggen,
vand-skjellet, skulde følges ved grændsereguleringen. Svenskerne
paa-stod nemlig, at fra Tysfjorden af var fjeldryggen ikke længer
grændse mellem rigerne Norge og Sverige, men alene en grændse
mellem Sveriges særskilte («privative») territorium og det
svensknorske fællesgebet. Svenskerne paastod, at de mellem Tysfjorden
og Malangen fra umindelige tider sammen med Norge havde
været i besiddelse af alt land fra fjeldkjølen til havet og hævet
halv skat der. Dette land burde derfor deles lige mellem de to
riger. Paa strækningen fra Malangen til Varanger havde i ældre
tider Norge, Sverige og Rusland hævet hver sin tredjedel af
skatten. Men Sverige gjorde gjældende, at Rusland ved freden
til Teusina af 18de mai 1595 havde afstaaet sin tredjedel til
Sverige, der fra nu af hævede to tredjedele og Norge en tredjedel
af denne skat, og at ved freden til Knærød 1613 havde Sverige
vel afstaaet til Norge al sin paastaaede ret til sjøstranden, havet
og sjøfinnerne, men fremdeles forbeholdt sig retten til de
finnebyer, som ligger tilfjelds. Det var derhos nu i enebesiddelse af
4(1 — Finmarkens amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
