Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GRÆNDSEREGU LERINGEN AF 1751.
723
distrikter. Enare Lappmarks grændse mod sydøst var bestemt
ved den i henhold til teusinafreden iværksatte svensk-russiske
grændseforretning af 1596 (se Rydberg: «Sveriges traktater med
främmande magter, bind V, pag. 102 ff.). Utsjok Lappmarks
grændse mod Norges privative land trak de svenske i henhold
til vidnernes udsagn fra Gaggasfjeld (sydøst for Porsangerfjordens
bund) i en linje mod nordøst til et punkt midt imellem
Laksefjord og Tanafjord og derfra mod sydøst til Skolajokkas udløb i
Tana nordvest for Polmak.
Fra den svenske prætensionslinjes skjæringspunkt med Tana
førtes grændsen videre mod øst ud i Varangerf jorden og fulgte
denne lige til Bøkfjordens munding (se kartet). Den sydlige bred
af Varangerfjorden skulde altsaa efter de svenskes paastand
tilfalde Sverige. Denne prætension begrundede de paa følgende
maade: Ved freden til Knærød havde Sverige afstaaet til Norge
al ret til sjøfinnerne fra Titisfjord til Varanger, men «til
Varanger» betyder «eksklusive Varanger sjøfinner». Sjøfinnerne maatte
altsaa deles, og da skulde sjøfinnedistriktet paa Varangerf jordens
søndre bred tilfalde Sverige, medens Norge beholdt den nordre.
Dette var de svenskes standpunkt paa Nordlandsmødet. Deres
prætensioner er fremstillede paa det ledsagende kart; efter
original-karterne i rigsarkivet er overført de forskjellige linjer paa oberst
Nissens kart over det nordlige Norge.
Den svenske grændsekommissær oberst Klinkowstrøm traadte
den 4/15de april 1749 sammen med den danske kommissær oberst
Mangelsen til sluttende forhandlinger i Strømstad, og der banedes
efterhaanden vei til overenskomst.
I 1644 havde svenske bønder i fredelige tider under
anførsel af præsten kapellan Daniel Buschovius draget ind i de
ensomme norske fjeldbygder Idre og Særna, der hørte til Elverum
og bemægtiget sig landet her, og beholdt det, uden at det var
afstaaet ved nogen fredsslutning (se Beskrivelse af Hedemarkens
amt I, pag. 848).
Ved forhandlinger i Strømstad i 1749 begrundede Mangelsen
udførlig, «at Serne med underliggende Heen (o: Hede) og Idre
efter deres forrige og rette Grændser imod Sverrig til Norge bør
afstaaes og derhos tillige erstattes ald den Skade og Forliis, som
Norge ved denne langvarige og imod alle Tractater stridige
Abalienation har undergaaet», hvilket tab han med 6 pct. rente
og rentes rente beregnede til 85 373 rigsdaler 40 skilling dansk
kurant. Han slutter sin tale saaledes: «Hvis Klinkowström
ikke havde fuldmagt til saadan afstaaelse og erstatning, maatte
denne post udstaa indtil videre.»
Klinkowstrøm hævdede, at hvad den ene side allerede havde
i besiddelse, derom kunde de ikke strides.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
