- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Tredje del (1906) /
72

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

72

FINMAFiKENS AMT.

halvcirkelformet mod øst og østnordøst, ligesom tilfældet er med
selve Koutokeinoelven, der gjør en lignende sving.

Disse dalførers eiendommelige bøining i en halvcirkel staar
vistnok i forbindelse med den eiendommelige fordeling af landets
hoide, idet de største høider ligger nordligt i Alten og Talvik,
saaledes som tidligere forklaret (bind I, pag. 93—95).

Af de trigonometriske punkter i denne vest for Altenelven
liggende del af Kontokeino herred er der intet, som naar 1 000
m. o. h. Hoiest er grændsefjeldene mod Kvænangen i Tromsø
amt, Mollijus, 970 m., og længer nord ligeledes paa grændsen
Loakkavarre, 897 m. Nær grændsen mod Kontokeino, men i Alten
herred og nær grændsen mod Kvænangen naar Nuppevarre
(Stumpfjeld) 831 m. Af de fjelde, som ikke er grændsefjelde, er
Tsjara-varre sydlig for den store indsjø Tsjarajavrre det høieste, 881 m.

De største høider ligger efter dette i herredets vestlige og
nordlige del, og det er vel dette, der er aarsagen i, at bielvene
lange strækninger strømmer mod syd, modsat hovedelvens
retning, som er mod nord.

Det landskab, som ligger foran en paa den høitliggende
fjeldmark fra Nuppevarre og sydover, er øde, men storartet.
Overfladen er langsomt bølgeformet, denne bølgeformede overflade
gjentager sig uafladelig. En bråt side eller en aas, der hæver
sig noget over de almindelige omgivelser, er sjelden. Overfladen
er uden vegetation, kun hist og her skjuler sig nogle vantrevne
kvister af dvergbirkeu og enkelte andre vækster i de forsænkninger,
hvor der er lidt ly mod de isnende storme, som frit stryger hen
over det nøgne land. Enslige indsjøer hviler i de større
bækkener i landskabet, og de, som er store, bidrager til at oge det
ensformige i omgivelserne. Og de mindre sjøer kan ikke live op
synderlig ; thi intet træ eller nogen vækst væder rodelerne i deres
gulagtige vand, og ingen snegl kryber paa den nogue bred, og
ingen fugl stryger hurtig hen langs overfladen; kun i dybet
holder til mange fiske, som finnerne kommer for at fange om
høsten. Om sommeren holder tætte skyer af myg til omkring
disse vande og lægger en hindring i veien for reisen paa denne
aarstid. Om vinteren er alt frosset til, og i 8 maaneder er jord
og vand forsvundet under sneens liglagen.

Man synes under reisen altid at befinde sig midt i et
landskab, som ikke veksler, og da man stadig i samme retning fjernt
mod vest ser alperækken i Lyngen, saa faar man folelsen af, at
man ikke avancerer.

Paa denne maade fortsætter myrer, skraaninger og rygge
uafladelig, idet kun et lemæn nu og da løber hid og did under farten.

En af de største sjoer i denne nordvestlige del af
Kouto-keino er Tsjoalbmejavrre, der ligger omtrent 682 m. o. h. Paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:52:56 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-3/0092.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free