Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 72
FINMARKENS AMT
Leopold von Buch siger, at man fra Kjelvik gaar op paa
fjeldet som paa en trappe, og dog kan man ikke godt komme
op undtagen der, hvor en liden bæk kommer ned fra en høiere
dal. Denne dal ligger omtrent 500 fod over havet; det er et
eid, en høi landtunge, som forbinder den fra Kjelvik mod
nordøst gaaende halvø med den øvrige o. Dalen sænker sig snart ned
mod Kamofjord.
Den naturlige beskaffenhed af Mageroen og Nordkaps
omgivelser er før omtalt (bind I, pag. 102—104).
Fjeldene paa Magerøen er i høi grad sonderskaarne og
danner ikke langstrakte rygge. Er man kommen op paa en høide,
saa kommer man snart ned paa et eid, som deler øen. Stod
vandet nogle faa hundrede fod høiere, saa vilde her istedetfor
en ø være et helt arkipel af mindre øer.
Om Honningsvaageid fra Honningsvaag over til Skibsfjord
skriver von Buch, at det ligger dybt, og landet er ikke engang
20 fod høit over sjøen. Eidet er maaske Vi mil bredt og dog
ligger der paa samme en liden sjø. Det er saa lavt, at fiskerne
betragter det som et sund, som skiller Kjelvik ø fra den større
Magerø. Ofte slæber de forholdsvis let baadene fra Honnings
vaag over land til Skibsfjord, den indre del af Kamofjord, og
sparer paa den maade 5 mil af en ikke sjelden ubehagelig
fart omkring Kjelviks lialvo ved Heines, som ligger frit for alle
storme.
Fra dette Honningsvaageid, skriver von Buch, synes det
at være forgjæves at søge en vei ind mod det indre af
Magerøen ; uhyre blokke taarner sig op, til klipper, til hele fjelde, og
deres tal er endeløst. De staar der med underlige former, og
mellem dem er der næsten altid i forsænkningerne smaa sjøer,
som kun gjennem trange klofter finder udløb mod eidet. Der
kan vel være 100; de ligger som i kjedler, som en række af
smaa kratere; det hele afsluttes endelig af en sort, lodret,
ube-stigelig klippemur.
I omgivelser, hvor alt liv er sygnet hen, lader der sig neppe
tænke et mægtigere billede af øde og rædsel.
Paa nordsiden var det alligevel muligt at naa frem over
blokkene op i hoiden. Blokkene bliver talrigere og talrigere i
hoiden, og hele den øverste del er en ruin. Det er, som om det
hele fjeld her var styrtet sammen, og som om blokkene i vild
forvirring var faldt ned mod eidet.
Fra toppen af fjeldene er der en vid udsigt over en stor
del af øen. I retning mod vest er fjeldene nogle fod høiere, saa
Nordkap ikke sees. De er derfor maaske 400 til 440 meter
høie, thi fjeldet ved Honningsvaag naaede 342 meter.
Endelig begynder disse bizarre klippeformer at tabe sig. Der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
